Fortsæt til indhold

Ulrik: »Det mentalt hårdeste og vildeste jeg nogensinde har prøvet«

Far og søn cyklede 1600 km rundt i Danmark uden support. Et ultraløb for hardhittere, hvor tidsgrænsen er fem døgn.

Sport

Kolindrengene Ulrik Mogensen, 55, og hans søn Benjamin Mogensen, 28, har tidligere kørt Skagen-Roskilde 750 km og gennemført en Ironman uden at kny.

I sidste uge deltog de i ultraløbet Race Around Denmark, en 1600 km lang cykeltur rundt i Danmark, hvor tidsgrænsen er fem døgn.

Kræver god forberedelse

At køre solo og uden støtte er den ultimative test af en rytters evner og viljestyrke.

Deltagerne er alene med deres cykel og de få ejendele, de har med hjemmefra. De må heller ikke drafte (ligge i slipstrømmen af) andre ryttere.

De må kun benytte sig af offentligt tilgængelige hjælpemidler, såsom at købe ind hos en købmand eller tage en overnatning på et hotel.

Dette gør løbet til en ægte overlevelsesudfordring, hvor hver beslutning kan have stor betydning for resultatet.

Det er yderst begrænset, hvad der kan være på en cykel ud over ham, der træder i pedalerne.

Ruten løber gennem noget af det smukkeste, mest varierede og udfordrende terræn, Danmark kan byde på. Fra det nordlige Jylland til Lillebæltsbroen videre til Nyborg over Storebæltsbroen og rundt på Sjælland, før du sikrer hjemover igen.

Det stiller krav om en stærk fysik, en træningstilstand over gennemsnittet og mest af alt en vilje af stål.

Benjamin Mogensen cyklede hurtigt og effektivt under Race Around Denmark, valgte at pause og sove meget mindre end sin far, hvilket gjorde, at han allerede var hjemme lørdag. Pressefoto fra arrangører

Sikkerhed og overvågning

Alle ryttere medbringer en gps-tracker, så rytterne kan følges online. Det sikrer også, at rytterne kører den planlagte rute, fordi arrangørerne følger dem minutiøst.

Gps-trackere er ikke kun en måde at følge rytterne på; de er også en vigtig sikkerhedsforanstaltning. Ved at kunne se, hvor hver rytter befinder sig, kan arrangørerne hurtigt reagere, hvis en rytter afviger fra ruten eller oplever problemer. Dette er særligt vigtigt i et løb som Race Around Denmark, hvor deltagerne kører solo og uden støtte.

»Gps-trackere sikrer, at rytterne kører den planlagte rute, og hvis en rytter afviger fra ruten, skal de tilbage igen. Det er en måde at sikre, at alle følger spillereglerne og kører med stor disciplin,« siger Ulrik Mogensen.

Forskellige distancer

Race Around Denmark tilbyder flere forskellige distancer, der varierer i længde og sværhedsgrad. Udover den ekstreme 1600 km solo uden støtte, findes der også distancer på 200 km, 400 km og 800 km.

Disse kortere distancer giver rytterne mulighed for at prøve kræfter med ultracykling uden at skulle gennemføre den fulde 1600 km rute.

For dem, der ønsker at køre den fulde 1600 km med support, er der også en mulighed for dette.

Ved at have et supportteam kan rytterne modtage hjælp med mad, drikke, teknisk assistance og moralsk støtte undervejs.

Dette gør løbet lidt mindre isoleret og kan være en god introduktion til ultracykling for dem, der ikke er klar til at køre solo.

Mentalt overdrev

»Det mentalt hårdeste jeg nogensinde har prøvet,« siger Ulrik Mogensen.

»Jeg blev sendt afsted to minutter efter Benjamin mandag eftermiddag ved startområdet ved Kaløvig Strandgård. Jeg så aldrig Benjamin igen, men jeg vidste, han var godt kørende. Det erfarede jeg via korte sms’er og opslag på Instagram. Benjamin kørte ekstremt hurtigt og var allerede hjemme lørdag, mens jeg trissede glad i mål ved startstedet søndag. Godt mør men også glad i låget.«

Han er stolt af Benjamin, af gode grunde.

»Benjamin kørte et vildt flot løb og valgte at pause og sove meget mindre end jeg. Derfor kom han også flot hjem allerede lørdag. Det var meget imponerende.«

Ulrik Mogensen havde selv forberedt sig ved at træne cirka 5.000 km i løbet af 2025.

»Vi kører traditionelt træningsruter på mellem 50 og 100 km, og så tager vi somme tider en længere tur. Vi kørte eksempelvis Kolind-Thorsminde, tur-retur. Det er 408 km. Halvvejs spiste vi en frokost, før vi cyklede tilbage til Kolind,« fortæller Ulrik Mogensen.

»Mange synes, at 100 km er langt til en træningstur. Det er sjovt, for når du har prøvet det en gang, synes du ikke, at det er langt næste gang, du kører distancen,« siger Ulrik Mogensen.

Nul hjælp

I fem døgn var Ulrik Mogensen uden hjælp fra familie og venner eller for den sags skyld en ledsagervogn.

»Du kører kun alene og har ingen support fra familie og venner - det er ulovligt,« forklarer han.

Du må benytte dig af de hjælpemidler, der er offentligt tilgængelige, som at købe ind hos en købmand, tage en overnatning på et hotel og den slags.

»Jeg valgte at tage tre overnatninger på hotel. Det lyder flot, men du sover kun ganske kort tid, fordi uret tikker hele tiden, og du ved, du har en deadline, der nærmer sig.«

De to andre overnatninger foregik mindre pompøst.

En gang overnattede han i noget, der lignede et skraldeskur, og en anden gang fandt han nogle dejlige og bløde halmballer nede bag en efterskole at hvile kadaveret i.

Ulrik Mogensen, 55, forbereder sig mentalt og fysisk ved startområdet ved Kaløvig Strandgård, klar til at tage udfordringen op med den 1600 km lange Race Around Denmark. Pressefoto fra arrangører

Ernæringsstrategi

Når man deltager i et ultracykelløb som Race Around Denmark, er mad og ernæring afgørende for at opretholde energiniveauet og sikre, at kroppen kan klare de ekstreme fysiske og mentale udfordringer. For The Mogensens var det ingen undtagelse.

Ulrik Mogensen beskriver, hvordan han måtte planlægge sin madindtagelse nøje for at kunne gennemføre de 1600 km. Onsdag blev en krisedag for ham, hvor han ikke kunne tage føde til sig og kun spiste tre frikadeller.

»Når man ikke kan indtage føde og kun får tre frikadeller i løbet af en dag, hævner det sig. Derfor var det vigtigt for mig, at jeg torsdag fik en omgang god morgenmad for at komme til hægterne igen,« fortæller Ulrik Mogensen.

Madvarer og drikkelse

Undervejs på ruten er det vigtigt at hælde i sig med madvarer og drikkelse for at opretholde energiniveauet. Ulrik Mogensen nævner, at han drak cola, kakao, vand med elektrolytter og juice for at holde sig hydreret og energisk.

»Det er nærmest en ædekonkurrence, hvor du spiser vildt meget undervejs. Det er nødvendigt, hvis du skal nå i mål,« understreger Ulrik Mogensen.

Ruten for Race Around Denmark strækker sig over 1600 km og løber gennem noget af det mest varierede og udfordrende terræn i Danmark. Fra det nordlige Jylland til Lillebæltsbroen, videre til Nyborg over Storebæltsbroen og rundt på Sjælland.

Hårfin balance

Ulrik Mogensen reflekterer over, hvordan han håndterede de mentale og fysiske udfordringer under løbet.

Han understreger vigtigheden af at nyde de gode øjeblikke, selv når det er hårdt.

»Det er en hårfin balance, hvad man tænker på. 90 pct. af tankekraften bruges på at fokusere på, hvor hårdt kører jeg. Holder jeg kadencen.«

»Det gør ondt, men fuck det. Det skal du være i stand til at overhøre, ellers har du ikke en chance for at gennemføre.«

Der stillede 24 ultracyklister op til start. Kun de 16 fuldførte.

»En enkelt skilte sig helt ud. Han gennemførte på 71 timer, og det er sindssygt. Men han har prøvet meget i sin karriere. Tror han har kørt fra Italien til Nordkap.«

Ulrik Mogensen blev sendt afsted et par minutter før den pågældende jernmand, og allerede da Ulrik Mogensen passerede Hospice Djursland i Rønde, mærkede han suset af en mand, der bare trådte igennem.

»Han nærmest blæste forbi mig. Tak skal du da have, tænkte jeg og fortsatte i mit tempo.«

Fart og præstation

Selvom løbet er en lang og udmattende tour de force, formåede Ulrik Mogensen at holde en imponerende gennemsnitshastighed.

»Ultimativt var jeg måske den, der var mest af cyklen. Til gengæld kørte jeg hurtigt, når jeg var på cyklen, hvad min gennemsnitshastighed på 22 km i timen viser,« bemærker Ulrik Mogensen.

Materiellet holdt

Både Benjamin og Ulrik Mogensen kunne glæde sig over, at deres materiel levede op til forventningerne.

»Jeg måtte lige holde en times tid på Sjælland for at lade mit tekniske grej op - ellers havde jeg været ilde stedt. Men siden gik det glimrende igen.«

Det var en træt, men glad og sej 55-årig, der trillede i mål søndag til sporadiske klapsalver.

»Min ægtefælle og Benjamins kæreste er glade for, at vi er hjemme igen. Det er hårdt for familien, fordi det også er forbundet med risiko at deltage i sådan et løb. Selvfølgelig er det,« siger Ulrik Mogensen.

»Men vi har begge fået stor opbakning, og det kan vi ikke rose nok for.«

Hverken far eller søn har planer om noget lignende lige med det første.

»Højest en cykeltur til købmanden, men nu skal kroppen komme sig efter den hårde belastning. Så restitution står den på lige nu og et godt stykke tid fremover,« lyder det fra manden dagen derpå efter, at han har gennemført en af de mest krævende cykeludfordringer i Danmark.

Ikke bare et løb

Hans oplevelser viser, hvor meget viljestyrke og mental styrke det kræver at gennemføre et ultracykelløb.

Da du kun kører mod dig selv, er der ingen medaljer til nummer et, to og tre, men derimod en finishermedalje til alle, der gennemførte.

Race Around Denmark er ikke bare et løb; det er en tur, der tester grænserne for fysisk og mental styrke. For Benjamin og Ulrik Mogensen har oplevelsen været en dybtgående udfordring, der har krævet alt, hvad de har haft at give.

Fra de første pedaltråd ved Kaløvig Strandgård til den sidste kilometer tilbage til startstedet har de oplevet både triumfer og kriser.

Nu er de på den anden side. Oplever denne hersens ubeskrivelige eufori, som kun sande elskere af sport kender til.