Efter oprykningsboom: »Skal vi selv håndtere vores divisionseventyr?«
De næstbedste aarhusianske fodboldklubber retter kritik mod kommunens fordeling af økonomisk støtte til det førende fodbold-flagskib fra AGF. Klubberne savner en klar udmelding fra kommunen. Rådmand svarer på kritik.
Aarhusiansk divisionsfodbold er ramt af et sandt oprykningsboom, hvor både Aarhus Fremad, Brabrand IF og VSK Aarhus har toppet deres respektive rækker.
Det har resulteret i, at der fra næste sæson skal spilles 1. divisionsfodbold på Riisvangen og 2. divisionsfodbold i Brabrand og Vejlby.
Derudover forblev IF Lyseng i 3. division, og det betyder, at der er fire divisionshold i kommunen i den kommende sæson.
Når klubberne skal spille på højere niveau, stiger kravene til stadion og træningsfaciliteter, og de forhold halter hos flere af klubberne.
Når der så samtidig bliver brugt en del penge på et nyt stadion, som AGF forventes at anvende mest, har det fået flere af de lokale fodboldklubber til at rette kritik af kommunens prioritering.
En af dem er Brabrand IFs sportsdirektør, Andreas Rasch-Christensen, der mener, at Aarhus Kommune til tider har et for ensidigt fokus på at støtte fodbold-flagskibet AGF, mens byens andre fodboldklubber mangler midler. Bekymringen går på, at de stigende udgifter til det kommende fodboldstadion kan gå ud over de næstbedste klubber.
Han luftede først kritikken til fodbold-mediet hos bold.dk i kølvandet af oprykningen til 2. division.
»I virkeligheden ønsker jeg - sagt i al beskedenhed - i første omgang bare, at vi på en eller anden måde bliver orienteret om, hvorvidt der er en strategi. Og at vi bliver taget med i dialogen. Forleden kunne jeg læse i Stiften, at stadionet i Vejlby var tiltænkt en rolle som vores eventuelle fremtidige stadion, hvis vi rykkede op,« siger han til avisen og tilføjer spørgende:
»I første omgang vil vi egentlig bare vide, om kommunen støtter os i Brabrand? Eller skal vi ligesom selv håndtere vores divisionseventyr?«
Brabrand IFs sportsdirektør understreger flere gange, at det ikke er en kritik af AGF.
»AGF skal selvfølgelig prioriteres højest. Det anfægter jeg ikke. Jeg ønsker AGF alt det bedste, og jeg bakker også op om, at AGF får et nyt stadion. Men jeg er sikker på, at det kunne være givtigt, at man som kommune også støtter de næstbedste klubber,« siger han.
Flere klubber har efterfølgende også luftet utilfredshed og undren.
»Det virker til, at man kan øge udgifterne fra dag til dag, mens vi andre søger puljer en gang om året,« har bestyrelsesformand i Aarhus Fremad, Lars Kruse, sagt til DR.
Klubben i det nordlige Aarhus har dog netop fået kommunal støtte på 4,6 millioner kroner til at udvide sit klubhuset, og omklædningsfaciliteter er nogle af de krav, som er skærpet i landets andenbedste række.
Højere krav er der også til tilskuerfaciliteterne, hvor der skal være 1.000 siddepladser samt varme og vand i banen. Det er vurderet, at udgifterne kan løbe op i 20 millioner kroner.
Og her håber man på et anlægstilskud fra kommunen.
Konstruktiv dialog
Borgmester Anders Winnerskjold (S) har de optimistiske briller på, når det handler om Aarhus Fremad.
»Vi har en god og konstruktiv dialog med Aarhus Fremad, som også selv er ved at rejse kapital. Så prøver vi at finde hinanden i det, så vi forhåbentlig kan få gjort Riisvangen klar til en god sæson i 1. division,« har han sagt til TV2 Østjylland.
Spørger man kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV) er ønsket også mere dialog med de næstbedste fodboldklubber i kommunen.
Hvad betyder det for Aarhus Kommune at have flere divisionshold i fodbold?
»Det er jo fantastisk. Det er dejligt, at vi har nogle klubber, der virkelig kan, og vi vil gerne hjælpe med at kunne leve op til de krav, som der stilles. Jeg synes faktisk, at det er helt legitimt, hvad klubberne ønsker sig og har behov for,« siger han og erklærer sig også delvist enig i, at det godt kan se skævt ud med den økonomiske fordeling mellem AGF og de andre:
»Jeg er enig i, at vi har brugt en del penge på at bygge det nye stadion. Det er der ingen tvivl om, men det kommende stadion vil jo også blive brugt af mange mennesker. Det bliver en del af byens stolthed,« siger han og fortsætter:
»Men vi vil meget gerne i dialog med de andre divisionsklubber. Jeg synes, samarbejdet med Aarhus Fremad har været godt, og det er meget glædeligt, at klubben er rykket op i 1. division.«
Rådmanden anerkender, at der er brug for faciliteter, der matcher kravene, som stilles i de tre divisioner. Hvad angår Brabrand IF, kan der også være flere penge fra anlægspuljen på vej.
»Vi har lige bevilliget 10 millioner kroner til Brabrand IF til halfaciliteter, men jeg vil gerne i dialog og se, hvad vi kan gøre. Jeg vil ikke afvise, at der kan komme flere penge fra anlægspuljen. Jeg ved, der er mange om buddet, men jeg håber puljen kan få et markant løft til de kommende budgetforhandlinger,« fastslår Rabih Azad-Ahmad.