Formstærk AGF-stjerneskud løber fra alt og alle: Nu har han også sparket døren ind til superligaen
19-årige Stefen Erwan Tchamche fik for nylig sin superligadebut for AGF, som han har skrevet lang kontrakt med. Fodbolddirektør og tidligere træner roser Hørning-spilleren, der kan stå over for et større gennembrud.
»Late bloomers: Dem, der træner bedst - bliver bedst.«
Sådan lyder en af visionerne hos fodboldlinjen i UCS10 i Skanderborg.
Det er et motto, som i den grad passer på et af AGF’s nye offensive kort i superligatruppen.
Navnet er Stefen Tchamche, 19 år gammel og fra Hørning.
Den tidligere elev på fodboldlinjen i Skanderborg har overraskende for flere fået mere og mere spilletid på AGF’s bedste mandskab i træningskampene op til denne sæson. Blandt andet kom han i aktion mod mægtige Ajax Amsterdam i Holland, hvor Tchamche ovenikøbet fandt vej til netmaskerne mod det hollandske storhold.
»Det var mega fedt. Det er jo ikke noget, jeg lige oplever hver dag. Og det er heller ikke noget, jeg havde set komme, hvis jeg kigger to år tilbage. Så det var en helt speciel følelse, og jeg håber bare, at jeg kan gøre mere af det,« siger Stefen Tchamche til avisen kort efter en træning på Fredensvang.
Her løb han i opstarten til den nye sæson fra alt og alle i den såkaldte bip-test, der er intervalløb, hvor farten øges gradvist og giver et fingerpeg om spillernes udholdenhed og et kondital.
»Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det var en overraskelse for mig at vinde bip-testen. Måske lidt. Jeg havde selvfølgelig håbet på at vinde, og jeg vidste også godt, at jeg havde trænet en masse i ferien og var i god form. Jeg var godt forberedt,« siger han og fortsætter:
»Jeg vil selv sige, at det har været en ret vild udvikling, og det er gået ret stærkt den seneste tid. Men jeg synes bare, at det er et bevis på, at alt det, jeg arbejder på, giver noget. Så det er jeg selvfølgelig mega glad for.«
Ferien blev brugt på selvtræning på kunstgræsbanerne i Hørning for at komme tilbage så skarp som muligt.
»Jeg har virkelig set det som en mulighed for mig, nu hvor jeg for første gang var med helt fra sæsonopstarten. For at vise, hvad jeg virkelig kan,« forklarer Tchamche.
Og den disciplinerede tilgang har båret frugt. Senest er Tchamches foreløbige AGF-karriere kulmineret med en superligadebut og et indhop i sæsonpremieren mod Sønderjyske.
En, der kender Stefen Tchamche, er Rasmus Skibsted Sørensen, der er daglig leder af UCS10 Fodboldlinjen i Skanderborg, hvor spillere fra hele Østjylland går.
Han er fuld af lovord over Stefen Tchamche, som han oplevede og trænede på nærmeste hold for et par år siden:
»Det er vanvittig imponerende taget i betragtning af, at Stefen stadig spillede ude i Hørning IF som U16-spiller. I den seneste tid er han jo bare eksploderet i forhold til sin udvikling. Især fysisk. Stefen har en vanvittig træningsdisciplin,« fastslår Rasmus Skibsted Sørensen.
Kontrakt til 2029
Allerede i april blev det hårde arbejde belønnet af AGF med en 2-årig forlængelse med akademispilleren, så han nu har kontrakt frem til 2029.
Samtidig blev han rykket op i superligatruppen.
»Stefen er inde i en god udvikling, og han har for alvor overbevist os om, at han er klar til at tage skridtet op i superligatruppen. Han har stadig meget, han skal lære, men han har en god mentalitet, som gør, at han hele tiden bygger på sit spil, og som også har vist sig ved, at han i foråret har gennemført sin skolegang, sideløbende med at han har trænet opad i AGF og også gjort sig fortjent til debut på U19-landsholdet,« sagde AGF’s fodbolddirektør Carsten V. Jensen dengang om forfremmelsen af den unge angriber.
Mortensen og Ronaldo
I AGF-truppen er Tchamches store idol Patrick Mortensen.
»Han er en rutineret angriber, og han er virkelig god. Der er noget helt specielt ved ham, og han kommer frem til mange ting inde i feltet. Jeg kan lære meget af ham, og han er god til at tage fat i mig og prøve at coache mig og hjælpe mig videre, så jeg også kan blive bedre. Så jeg er mega glad for, at jeg har ham her i truppen. Fantastisk mand,« lyder roserne fra Hørning-angriberen, der som så mange andre også har Cristiano Ronaldo som forbillede.
»Jeg har set meget op til Ronaldo, siden jeg var lille. Både på grund af måden, han spiller på, men også hans arbejdsindsats og mentalitet omkring fodbold. Det har jeg virkelig meget respekt for, og det er meget inspirerende,« siger Stefen Tchamche, som stadig bor i Hørning.
»Jeg lever godt hjemme hos mine forældre lige nu. Det kan godt være, at jeg flytter om lidt tid. Men Hørning ligger ikke så langt herfra. Det tager ingen tid at komme herud på Fredensvang, så det klarer jeg nemt,« siger han.
I første omgang går angriberen efter at få så meget superligaspilletid som muligt.
»Altså lige nu vil jeg jo gerne opnå en masse her i AGF. Det har været en af mine helt store drømme at komme i superligatruppen, så det er her, mit fokus er. Og så må vi se, når vi kommer lidt længere ud i fremtiden, hvad der så sker,« siger han.
Spørger man Stefen Tchamches tidligere træner fra fodboldlinjen, er det bestemt realistisk, at han får en lang og god fodboldkarriere.
»Stefen kommer til at leve godt af fodbold, håber jeg. Han har pakken til at gå hele vejen til udlandet ligesom en af vores andre tidligere elever, Alexander Lind (spiller Serie A for italienske Pisa, red. ). Stefen har et teknisk godt drev med bolden, hvor han altid ser fremad. Og så er han ekstremt træningsparat og læringsvillig. Selvfølgelig kan han ikke gardere sig mod korsbåndsskader og så videre. Men han har en fysisk pakke, som gør, at han kan undgå skader og holde til en stor træningsmængde,« siger Rasmus Skibsted Sørensen.
En anden vision fra fodboldlinjen lyder:
”Late bloomers: Det gælder ikke om at komme først, men om at komme længst”.
Betragter AGF’s nyeste offensive kraft sig så som en ”late bloomer”?
»Ja, det kan man godt sige, når man tænker på, at jeg ikke har været lige så lang tid her i klubben som nogle af de andre unge spillere. Da jeg var yngre, var det her i AGF, jeg håbede på, jeg kunne komme til. Og jeg har arbejdet hårdt mod det,« fastslår den formstærke AGF’er.