Fortsæt til indhold

Når den lokale købmand går all in på engagement: »Jeg har aldrig oplevet noget lignende«

Rema 1000-købmændene i Søften fortsætter deres store engagement i lokalsamfundet. Christian Møller fra Rema 1000 lavede appelsin-gøgl til byens fodboldskole og håber, at det sikrer ham nogle fremtidige medarbejdere.

Sport

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende – og jeg har selv været i dagligvarebranchen i mange år. De to købmænd er bare lidt ud over det sædvanlige.«

Sådan siger Thomas Bak fra Søften GF’s fodboldafdeling om de to lokale Rema 1000-købmænd Christian Møller og Anders Riis.

»Det er nogle fede gutter, som sjældent siger nej. De har virkelig valgt at sige, at de er til for byen. Så om det gælder at sponsorere 100 juicebrikker, at være opråber til banko eller at stå i baren til byfesten, så stiller de bare op,« fortsætter Thomas Bak.

Således også til den årlige fodboldskole i Søften, som netop nu finder sted med deltagelse af 250 piger og drenge mellem seks og 15 år.

»De er noget enestående – helt unikke,« siger Thomas Bak (til højre) fra Søften GF’s fodboldafdeling om de to lokale Rema 1000-købmænd Christian Møller (til venstre) og Anders Riis. Foto: CSJ

Her er det efterhånden blevet en tradition, at Christian Møller møder op og laver lidt gøgl – med appelsiner.

I år fandt »showet« sted tirsdag 29. juli klokken 9.

Til lyden af 250 børns begejstrede tilråb: »Christian, Christian, Christian,« løb købmanden ud fra klubhuset og gav highfive til samtlige fodboldspillere.

Til lyden af Tobias Rahims og Andreas Odbjergs »Stor Mand« fortsatte han med opvarmningen af den store trup. Høje knæløft, armsving og armbøjninger var blandt andet på menuen.

Christian Møller stod for opvarmningen af den store trup. Høje knæløft, armsving og armbøjninger var blandt andet på menuen. Foto: CSJ

Og SÅ kunne appelsingøgleriet begynde. Med hjælp fra fire af børnene demonstrerede Christian Møller appelsin på finger, appelsin på fod og knæ samt appelsin bag nakken og på brystet. Ikke helt nemt for hverken købmand eller børn.

Christian Møller demonstrerede appelsin på finger, appelsin på fod og knæ samt appelsin bag nakken og på brystet. Ikke helt nemt for hverken købmand eller børn. Foto: CSJ

Dernæst delte spillerne sig ind i hold og dystede i at ramme flest appelsiner i en kasse. Det hold med flest pletskud kan hente en gratis is hos Rema 1000 i Søften.

Måske kommende medarbejdere

Det er efterhånden blevet en tradition, at Christian Møller møder op og laver lidt gøgl – med appelsiner. I år var fjerde gang. Foto: CSJ

Det er tydeligt, at det ikke ligefrem har været nødvendigt at vride armen om på ryggen af købmanden for at få ham til at møde op og gøgle lidt. Han synes, det er super sjovt.

»Jamen, hvorfor gør jeg det her? At se alle de børn glade, det betyder alt for mig. Og så tænker jeg jo også på, at mange af de her børn, det er måske mine kommende medarbejdere. Så ser de, at jeg laver lidt sjov med en appelsin, hvilket jo passer meget godt med den måde, jeg driver butikken på: Med højt humør,« siger Christian Møller og afslører sin lille »bagtanke« med at engagere sig – altså udover at han bare synes, at det er skægt, ligesom det skal være skægt at komme på arbejde hos Rema 1000 i Søften.

»Det skal være sjovt at gå på arbejde nede ved mig. Og det budskab føler jeg lidt, at jeg kan komme ud med her.«

Det er heldigt, at billedet fastfryser øjeblikket, for det var ikke længe ad gangen, appelsinen blev ved at snurre på fingeren. Foto: CSJ

Et eller andet gør de to købmænd i hvert fald rigtigt, når det gælder medarbejdere.

»Vi har aldrig problemer med at skaffe medarbejdere. Vi har altid en liste mellem 20 og 25, som står i kø. Og de står gerne i kø mellem seks og otte måneder for at komme ind. Så det er vi glade for.«

I er jo generelt meget kendt for at engagere jer i lokalområdet – hvorfor er I det?

»Jamen, det betyder alt, at byen er med os og handler hos os, så vi giver noget til byen, og byen giver så meget igen.«

»De er noget enestående – helt unikke,« siger Thomas Bak fra Søften GF’s fodboldafdeling om de to lokale Rema 1000-købmænd Christian Møller og Anders Riis. Foto: CSJ

Rema 1000 i Søften er en af de butikker, der sponsorerer mest til idrætsforeningen og har gjort det i en del år, og det er utrolig værdsat, fortæller Thomas Bak:

»De er noget enestående – helt unikke. Og som sagt siger de sjældent nej. Det skal man så også passe på med ikke at misbruge. Man skal ikke hele tiden komme rendende med hatten i hånden. Det skal gøres på den rigtige måde.«

Astrid Birk, Sofie Brædstrup, Maya Bisgaard, Liva Espersen (bagerst fra venstre), Sofie Henriksen og Signe Wølke (forrest fra venstre) synes det var sjovt med en gæstevisit af købmand Christian Møller. Foto: CSJ
Andre følte sig inspireret til at vise, hvad de kunne med appelsinerne. Foto: CSJ