Ironman: Camilla Lykke forbedrede sin tid – men måtte se sig slået i København
Hun kom hurtigere i mål end sidste år, hvor hun vandt Ironman Copenhagen, men alligevel blev det ikke til en plads øverst på podiet denne gang.
Søndag deltog Camilla Lykke fra Ebeltoft i Ironman Copenhagen, hvor hun stillede op for at forsvare sin plads som den absolut hurtigste af alle kvinder sidste år.
Klokken syv om morgenen gik starten. Foran hende lå 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og så lige et maratonløb på de velkendte 42,195 kilometer.
Forud for løbet har hun her i avisen fortalt om forberedelserne.
Om hvordan hun har døjet med en skade i foden, men til gengæld har været motiveret, især i sin svømmetræning, fordi hun for første gang skulle have sin bror med på startlinjen.
Efter sidste års sejr har hun kæmpet med en skade i svangsenen, som har betydet, at hun ikke har kunnet løbe de hårde træningspas, hun gerne ville.
For nylig tog hun sidste udvej og fik en blokade i foden for at kunne gennemføre sin træning. Det virkede – lige akkurat nok til, at hun turde stille op til start igen.
Selvfølgelig for at vinde. Men hun er efterhånden en erfaren atlet, der ved, at det afhænger af dagen.
»Man ved ikke, hvem man skal konkurrere mod, men jeg ved, at hvis jeg kan lave mit eget hurtigste løb, så har jeg gjort, hvad jeg kunne. Så må vi se, om det rækker,« sagde hun et par uger før løbet.
Og på trods af skaden gik det godt.
Faktisk så godt, at Camilla Lykke til dette års ironman i Københavns gader søndag 17. august 2025 forbedrede sin vindertid fra sidste år med 1 minut og 15. sekunder, så hun kom ind i tiden 9 timer, 5 minutter og 39 sekunder.
Men selv om hun var hurtigere i år og blev den bedste danske kvinde, så rakte indsatsen desværre ikke til en 1. plads.
Til gengæld hev jernkvinden fra Ebeltoft en ’over-all’ 2. plads hjem, hvilket også må siges at være godkendt.
»Det var en kamp fra start til slut, så jeg er meget tilfreds med resultatet,« siger en træt Camilla Lykke et par timer efter at have krydset målstregen.
Hurtigløbere
Vinderen på kvindesiden blev den britiske Natasha Harris-White, som var godt tre minutter hurtigere end Lykke.
Casper Lykke, Camillas lillebror, som også bor i Ebeltoft, klarede sin første ironman på 9 timer, 56 minutter og fem sekunder. Det gav ham en 84. plads ud af 313 i hans aldersgruppe, og det var alt, han drømte om.
»Mit mål var at komme under 10 timer, og det lykkedes, så jeg er virkelig glad.«
Camilla Lykke havde håbet at komme under tre timer i sit løb, men det lykkedes desværre ikke.
Hun løb sit maraton på 3.06,44, hvilket svarer til en gennemsnitlig kilometertid på 4 minutter og 23 sekunder.
Svømningen klarede hun på lige knap 1 time og 7 minutter, mens cyklingen tog 4 timer og 45 minutter.
Imellem disciplinerne er der tøjskifte, og her brugte Camilla Lykke knap fem minutter mellem svømning og cykling og lige knap 2 minutter mellem cykling og løb.