Fortsæt til indhold

Dropper boykot: Randers-fans er tilbage på lægterne

Nordtribunen er tilbage, lover fuld larm igen efter dialog med Randers FC.

Sport

Stilheden bliver kortvarig. Efter en uge med boykot af stemningen vender de fans, der er samlet i paraply-grupperingen Nordtribunen, tilbage med trommer, sange og flag – allerede søndag ude mod Fredericia.

Aftalen faldt på plads efter nye snakke mellem fanledelsen, klubbens SLO og Randers FCs ledelse. Her blev de omstridte stramninger mod uacceptabel tilskueradfærd gennemgået og præciseret, så ingen skal frygte at få karantæne for andres handlinger.

Det skriver Nordtribunen på deres egen Facebook-side.

Se den situation, der fremprovokerede strengere regler fra Randers FC

»For Nordtribunen har det hele tiden været vigtigt at sikre, at alle kan komme på stadion uden at være nervøse for at få tildelt karantæner. Vi har derfor forsøgt at få præciseret de ændringer og stramninger, som klubben har lavet. Dette har vi nu fået uddybet gennem en god dialog med klubben og der er nu fuld forståelse for, hvordan stramninger for uacceptabel tilskueradfærd foreligger, og man skal derfor ikke være nervøs for at komme på stadion,« siger formand for Nordtribunen, Martin Randa i opslaget.

Klubben kvitterer for snakken og fastholder målet: tryg fodbold for alle – og ingen kollektiv straf.

»I Randers FC ønsker vi, at det skal være trygt at komme til fodbold. Vi ønsker hverken at uddele kollektive straffe eller at ramme uskyldige, men derimod at udelukke de personer, som sætter sig over fællesskabet og klubben ved bl.a. at affyre pyroteknik i forbindelse med vores kampe. Vi har haft en god dialog med Nordtribunen, der har bedt os om at uddybe særlige punkter yderligere. Det har vi gjort ved at give konkrete eksempler på, hvornår man bliver – og hvornår man ikke bliver – straffet,« siger fodbolddirektør Søren Pedersen og tilføjer, at de fan-privilegier, Nordtribunen tidligere har haft, bliver givet tilbage.

Randers FC’s SLO, Sylvester Hansen, glæder sig over, at parterne fandt hinanden:

»Som SLO har det været vigtigt for mig at komme helt ind til sagens kerne for Nordtribunen, for derefter at kunne skabe en bro og et fællesskab mellem klubbens ledelse og Nordtribunens ledelse. Gennem dialog har vi uddybet de punkter, som Nordtribunen ønskede belyst. Jeg er glad for, at begge parter har været samarbejdsvillige i denne proces, og jeg ser nu frem til at kunne udvikle fanmiljøet omkring Randers FC, hvor vi allerede har flere spændende tiltag på vej.«

Baggrunden er kendt: Nordtribunen lagde trommer og megafoner på hylden i protest mod nye regler, som efter fansenes opfattelse kunne ramme hele grupper for enkeltpersoners ulovligheder. Nu er kursen justeret, og uenigheden parkeret.

På søndag er der igen fuld lyd – denne gang på Monjasa Park i Fredericia kl. 14.00.