Fra IF Midtdjurs til AGF: Silas klar til at trække den røde trøje over hovedet
AGF'eren Silas Bager, endnu kun 14 og med en fortid i IF Midtdjurs, er udtaget til det danske U16-landshold for første gang.
Når det danske U16-landshold i perioden 1.-7. september deltager i en firenationers miniturnering, kan 14-årige Silas Bager for første gang trække den røde trøje over hovedet.
Danmark møder Tyrkiet, Rumænien og Portugal. Kampene spilles på Grindsted og Middelfart Stadion.
Silas Bager, der nu spiller hos AGF, har en fortid som ungdomsspiller i IF Midtdjurs.
Han fylder 15 dagen efter, at miniturneringen er afsluttet, den 8. september.
Silas Bager optræder i denne sæson på AGFs hold i den landsdækkende U17-liga, hvor han møder spillere, som er ældre end ham.
Det er et udtryk for, hvor langt AGF vurderer, han er fremme i sin udvikling, fysisk, teknisk og taktisk.
Han har i august deltaget i en træningssamling med landsholdet over en weekend i Vildbjerg, hvor landstrænerne Kasper Kececi og den tidligere A-landsholdsspiller, anfører hos Ajax Amsterdam og FCK-spiller, Nicolai Boilesen, fik mulighed for at se de unge talenter og måske morgendagens stjerner an.