Randers FC henter 18-årigt stjerneskud fra Senegal
Den unge spiller af skrevet under på en fireårig aftale med superligaklubben.
Randers FC har sikret sig endnu en offensiv forstærkning i form af den 18-årige senegaleser Ousseynou Fall Seck, der har underskrevet en fireårig aftale med klubben. Han kommer til Kronjylland fra den senegalesiske klub AJEL de Rufisque.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Ousseynou Fall Seck befinder sig i øjeblikket i Afrika, hvor han deltager i African Nations Championship. Her har han blandt andet spillet 75 minutter for Senegal i 2-1 sejren over Sudan, som sikrede, at Senegal kunne tage tredjepladsen i turneringen.
»Fall Seck er en spændende, kreativ offensivspiller, der er rigtig stærk teknisk, samtidig med at han har en god højde. Han besidder uden tvivl et stort potentiale, som jeg håber, vi kan være med til at forløse her i Randers FC,« siger fodbolddirektør Søren Pedersen i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Det er klart, at det kræver noget arbejde at få forløst det store potentiale, han rummer. Der er nogle sprogbarrierer, som vi skal hjælpe ham med at overkomme, og der er også noget fodboldfagligt, han skal bygge på i forhold til at blive integreret i den danske liga. Men det har vi heldigvis rigtig gode erfaringer med, og jeg er helt sikker på, at vi kan udvikle ham til både at blive en vigtig spiller for Randers FC og til en god økonomisk case.«
Den nyindkøbte offensivspiller støder til resten af truppen, når han er hjemme fra African Nations Championship i starten af september.
Ousseynou Fall Seck får trøjenummer 25 i Randers FC.