Fodbold og fællesskab: Vejen til succes i ungdomstræning
Auning IF samler unge fodboldspillere med fokus på det sociale og sjove. Trænerne lægger vægt på fælles oplevelser og respekt.
I en tid, hvor mange lokale fodboldklubber kæmper for at holde ungdomsfodbolden kørende, når piger og drenge har passeret konfirmationsalderen og andre spændende ting fylder i hverdagen, formår Auning IF at samle 18-20 fodboldglade drenge i U14-U15 alderen (årgang 2011 og 2012) tre gange om ugen.
Hvordan lykkes det for dem, og hvorfor er fællesoplevelser som Göteborg Cup i sommerpausen så vigtige?
Din Avis har talt med trænere Dennis Holdgaard og Marc de Bruyn om hemmeligheden bag deres succes.
Fokus på det sociale
Dennis Holdgaard, der både er seniortræner og ungdomstræner i Auning IF og har en lang fortid som både spiller og træner i mange klubber, siger:
»Vi prøver at gøre det sjovt. Det sociale er det primære og ikke så meget resultaterne, men drengene ved, at vi trænere lægger meget arbejde i det og er der hver gang. Det smitter selvfølgelig også af, hvis alternativet var, at vi kom lidt tilfældigt og uden at have forberedt os.«
Marc de Bruyn, der kom til Auning IF fra IF Midtdjurs for nogle år siden, supplerer:
»Vi træner med en blandet flok. Vi har et C-række hold for dem, der ikke har så meget erfaring og får mest ud af at spille 8-mands. Dette hold supplerer vi med dygtige spillere fra 11-mandsholdet, der spiller i U15 Liga 4. Men vi gør ingen forskel på drengene, uanset hvilket hold de spiller på.«
Drengene træner hver tirsdag og torsdag, og hertil kommer så kampene. Marc de Bruyn inviterer alle interesserede til en omgang målrettet tekniktræning hver fredag, hvor fremmødet er flot.
»Som træner skal man uanset niveau vide noget om fodbold og give det videre til drengene,« forklarer Marc de Bruyn.
»Vi er seriøse i det, vi foretager os, og vi møder op hver gang, men vi prøver at favne alle,« understreger Dennis Holdgaard.
Det gode fodboldmiljø i truppen er rygtedes. Der er kommet spillere til langvejsfra, der har hørt, at det er sjovt at spille fodbold i Auning.
Dennis Holdgaard fortæller, at der er kommet to nye drenge til op til efterårssæsonen.
Respekt og positiv kommunikation er fundamentet for et godt fodboldmiljø. Det skaber en atmosfære, hvor alle føler sig velkomne og trygge.
Styrker sammenholdet
En af de store begivenheder for drengene var deltagelsen i Göteborg Cup 29. maj - 1. juni, hvor også de aldersvarende piger deltog.
»Sådan en tur styrker sammenholdet både på holdene indbyrdes, men selvfølgelig også mellem pigerne og drengene. I det hele taget smitter et godt fodboldmiljø positivt af på, hvordan drengene og pigerne har det med hinanden i skolen. Det kan vi tydeligt mærke,« siger Dennis Holdgaard.
Marc de Bruyn tilføjer:
»Vi stillede med to ni-mandshold deroppe og fik en dejlig fællesoplevelse sammen med pigerne. Det handler ikke kun om fodboldkampe at tage til Sverige. Men også om at styrke holdånden, skabe nye venskaber og repræsentere klubben med stolthed på og uden for banen.«
Marc de Bruyn er født og opvokset i Belgien, men har spillet fodbold på topniveau i Schweiz som seniorspiller - dengang den bedste række hed 1. division.
Han bor i Ryomgård og var tilknyttet IF Midtdjurs som ungdomstræner, men truppen gik op i røg. Derfor tog han til Auning og fik sine tvillinger, Mikkel og Matteo, meldt ind i Auning IF.
»Vi har bestemt ikke fortrudt skiftet, og drengene går nu også på Auning Skole – de går i 8. klasse. De er kommet ind i et fantastisk sammenhold, og det har været nemt for dem at falde til,« fortæller deres fædrene ophav.
Klar trænerholdning
Dennis Holdgaard og Marc de Bruyn er meget enige om deres tilgang til ungdomstræning. Ligesom Marc har Dennis også sin søn, Frederik, med i truppen.
»Vi understreger hver gang, vi er til kamp, tre punkter, som vi sammen skal efterleve,« fortæller Marc de Bruyn.
»Vi skal ud og have det sjovt, vi skal ud og snakke positivt til hinanden og modstanderne. Ingen brok. Vi skal give os 110 procent til både kamp og træning. Så kan det godt være, at vi ikke vinder eller noget går i fisk, men vi er glade, når vi går fra banen.«
Dennis Holdgaard understreger vigtigheden af respekt i fodboldmiljøet: »Vi taler ordentligt til og med hinanden, også modstandere og dommer. Vi udviser på denne måde respekt og gør det trygt for alle at være en del af vores fodboldmiljø.«
Spillerne er glade
Marc de Bruyn er enig:
»Respekt og positiv kommunikation er fundamentet for et godt fodboldmiljø. Det skaber en atmosfære, hvor alle føler sig velkomne og trygge.«
En af spillerne fortæller: »Jeg startede i vinters med fodbold efter ikke at have spillet i fire år. Jeg hørte fra en kammerat, at det var fedt til træning og kampe, og det er rigtigt. Jeg er virkelig glad for at være med.«
»Du gør det godt, du giver aldrig op, og det er flot, som du er kommet i gang igen efter at have ligget stille i fire år,« roser Marc de Bruyn.
Få afbud til kampe
Trænerteamet har sammen med drengene tydeligvis skabt en kultur og et miljø, som teenagere kan se sig selv i.
Det er altid et godt bevis, at drengene møder flittigt til træning, og der er meget få afbud til kampe. Det er ellers tit et mareridt for mange trænere.
»Hvis en forælder siger, at vi skal noget på søndag, så ingen kamp. Så oplever vi, at drengene bliver sure og meget hellere vil til fodbold,« griner Marc de Bruyn, før han med tre kvarter til kampstart kalder spillerne sammen til et kort taktikmøde, før de sammen går på banen til opvarmning i fælles flok.