Frederick er Europas hurtigste amatør - nu bliver han professionel og kæmper for en plads blandt verdens bedste
Det hele startede med en udfordring til Frederick Bradleys mor. Nu bliver han professionel og sigter efter toppen af VM-podiet.
Frederick Bradley lægger ikke skjul på, at ambitionerne er tårnhøje. Han vil nemlig være den bedste.
»Det var i gymnasiet, at jeg begyndte at se, at det her kunne seriøst blive til noget, hvis jeg holdt fast. I 3.g tog jeg kravtiden til en prolicens, og to dage efter blev jeg student,« fortæller han.
21-årige Frederick Bradley, der bor i Helsted, dyrker triatlon. Nærmere bestemt svømmer, cykler og løber han en halv ironman. Siden han blev student i 2024, har han indrettet hele sit liv efter at nå sit mål.
Han træner 20-25 timer om ugen, og han har ingen hviledage.
»Jeg tror, mit drive er, at det er det, der skal til for at blive den bedste. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg får også dårlig samvittighed, hvis jeg springer et træningspas over eller ikke gør, som der står i mit træningsprogram,« siger han.
Mor blev udfordret
Kærligheden til sporten kom i 2017. Her blev Frederick Bradleys mor, Christina Bradley, udfordret til at gennemføre et minitriatlon - og Frederick Bradley ville med.
»Og så har jeg været hooked siden. Jeg syntes, det var sjovt. På det tidspunkt var jeg langsommere end min mor, og det gik jo ikke - og så var det ret sjovt, da jeg fandt ud af, at jeg kunne køre hurtigere end mange af dem, der var ældre end mig,« fortæller han.
Både dengang og i dag er det udfordringen, der driver den unge triatlet. Derudover kan han godt lide, at der er tale om tre forskellige discipliner
»Jeg føler ikke, der er noget, der kan måle sig med at være i god form i alle tre discipliner - og det er det, der skal til for at ligge i toppen,« siger han.
Elitetræning i Aarhus
Tidligere trænede Frederick Bradley for sig selv med hjælp fra sin mors kusine, der er triatlontræner i England. Han trænede derudover med Swinteam Neptuns konkurrencehold.
»Sidste år nåede jeg lidt til et punkt, hvor jeg tænkte: ”hvad nu?”. Jeg havde klaret kravet til en prolicens, men jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre derfra,« fortæller han.
Frederick Bradley er ikke på landsholdet, men han er en af de såkaldte ”boblere” - dem, der på sigt har potentiale til at komme på landsholdet. Han har også tidligere været med til en landsholdssamling og kender landstræneren. Han kontaktede derfor landstræneren, der satte ham i forbindelse med Torben Rokkedal Lausch, der er elitetræner i Aarhus 1900 Triathlon.
»Jeg var til nogle prøvetræninger, og så besluttede jeg ret hurtigt, at det var der, jeg skulle være. Det at komme på et hold har gjort noget for lysten til at stå op klokken øv. Det er også godt at blive presset af at træne med nogen, der er bedre end en selv,« siger han.
Før han kom til Aarhus 1900, trænede Frederick Bradley 12-15 timer om ugen. Nu træner han 20-25 timer om ugen og har op til tre træningspas om dagen.
»Det er gået hurtigt i år, efter jeg har fået Torben som træner. Det at komme til Aarhus har gjort rigtigt meget,« siger han.
Tilpasser hverdag til træning
Selvom Frederick Bradley træner 20-25 timer om ugen, er der også plads til andre ting i hans hverdag. Han arbejder for eksempel som livredder i Water & Wellness mellem 15 og 20 timer om ugen.
»Det er ret fedt. Det er nemt at planlægge i forhold til min træning. Det er dejligt fleksibelt, og jeg bruger også en masse tid på træning dernede,« siger han og fortsætter:
»Der er gode faciliteter. Deres 50-meter-pool er stor og lækker at svømme i. Fitness har alt, du skal bruge, og der er udstyr til alle, og så kan jeg godt lide at restituere i sauna.«
Når han ikke træner eller arbejder, bruger han tid på at restituere. Nogle gange laver han ting sammen med sin 14-årige lillebror.
»Det har været utroligt nemt for mig at tilpasse min hverdag til min træning. Jeg er ikke flyttet hjemmefra, så jeg har ingen ekstreme udgifter til andet end min sport. Der er en stor tryghed i at bo hjemme,« siger triatleten.
De rigtige mennesker
Frederick Bradleys sæson er netop slut. Hans sidste løb i år var 13. september, og indtil januar, hvor han begynder at træne op til næste sæson, er det off-season.
»Når vi er i sæson, drikker jeg ikke, og jeg går ikke i byen. Det går lidt ud over mit sociale liv. Andre unge mødes, drikker og går i byen næsten hver weekend. Når det er off-season, er der mere plads til andet sjovt,« siger han.
Han understreger dog, at det ikke betyder, at han bare slår sig løs og giver den gas med alkohol og ture i Storegade.
»Selv i off-season er det ikke meget, jeg går i byen. Jeg er ikke fan af at drikke mig pissefuld. Men jeg vil gerne sidde med en gruppe venner og måske drikke en øl. Det handler om at have de rigtige mennesker omkring mig, der støtter mig og har forståelse for, hvad det er, jeg gerne vil,« siger han.
Professionel fra næste år
Selvom Frederick Bradley allerede klarede kravet til en prolicens, da han gik i gymnasiet, har han i sit sabbatår løbet som amatør. Det var en beslutning, som han tog sammen med sin nuværende træner i Aarhus 1900 Triathlon. Og det er gået ganske godt.
Da der var EM i ironman i Sverige i starten af juli, blev han overall age group champion på en halv ironman- og den hurtigste af alle amatører.
»Planen er, at jeg skal være professionel fra næste år. Det kommer nok ikke til at ændre den måde, jeg træner på, men det kommer nok til at ændre den måde, jeg kører løb på. Ræsdynamikken er anderledes. Der er flere ting, man skal holde øje med. I cykling kan du sidde i en gruppe, og hvis en rykker, skal du med,« siger han.
Frederick Bradley har ikke snakket med sin træner om næste sæsons mål. Men hans overordnede mål er ikke en hemmelighed.
»Jeg vil gerne mænge mig med de bedste i verden. Mit mål er at stå på toppen af vm-podiet i en halv ironman og også gerne en hel, når jeg når dertil,« siger han og fortsætter med et smil på læben:
»Lige nu skræmmer en hel ironman mig dog lidt mere, end at det er noget, jeg ser frem til.«