Danmarks bedste idrætsforening buldrer videre: Har nu 6.200 medlemmer i byen, hvor der bor 7.200 personer
Borgmesteren beskriver idrætsforeningen som klubben, der aldrig sover.
Da Hammel GF for halvandet år siden blev kåret til ”Årets Idrætsforening 2023”, blev klubben hyldet for at have 5.400 medlemmer i en by med 7.000 indbyggere. Juryen var imponeret over, at det var lykkedes klubben at tiltrække mere end tre ud af fire af byens beboere.
I dag er byen vokset med omkring 200 beboere til ca. 7.200 indbyggere. Nok så opsigtsvækkende har idrætsforeningen fået 800 nye medlemmer og har nu passeret 6.200 medlemmer, oplyser Allan Bo Andresen, event- og foreningschef i Hammel GF.
»Vi mangler de sidste 1.000. Den skal jeg ud og have fundet,« siger Allan Bo Andresen med et smil, velvidende at regnestykket ikke helt kan gøres sådan op.
Den nuværende medlemsskare svarer på papiret til, at seks ud af syv byens indbyggere er medlem af Hammel GF. I virkeligheden er andelen mindre, for en del af medlemmerne bor ikke i Hammel by, men er blevet lokket til fra oplandsbyerne.
»Vi må have ramt noget, for antallet af medlemmer stiger hvert år,« siger event- og foreningschefen.
Ny sportshal
Den største sportsgren i Hammel GF er fitness, som 3.000 af medlemmerne har adgang til. De har nu fået langt bedre faciliteter, idet idrætsforeningen i weekenden indviede en ny kombineret padel- og fitnesshal med fire padelbaner og 600 kvadratmeter fitnessområde samt et fælles lounge-område, der er opkaldt efter byens store cykelrytter, afdøde Chris Anker Sørensen.
Den nye padel- og fitnesshal har kostet i nærheden af 20 mio. kr. og er blevet til i fællesskab med Hammel Idrætscenter, som er nabo til hallen. I den forbindelse er det værd at nævne, at padelspillerne indtil videre ikke kommer til at tælle som medlemmer af idrætsforeningen, idet alle kan booke en padeltid i hallen, uanset om man er medlem af Hammel GF eller ej.
Ved padelhallens indvielse påpegede idrætscentrets formand Flemming Madsen, at det er ganske unikt, at et lokalt idrætscenter og en lokal idrætsforening er gået sammen om at etablere en sportshal i den størrelse. Den er etableret uden økonomisk støtte fra kommunen, men som formanden påpegede, ville det ikke have kunnet lade sig gøre uden kommunal opbakning. Idrætscentret har som bygherre været ud at låne penge for at få råd til byggeriet, og lånet ville ikke være muligt uden en kommunal garanti.
Vil være Danmarks bedste
Det lokale idrætscenter og den lokale idrætsforening har i en del år kørt et tæt samarbejde og fremlagde i 2022 en fælles vision om at udvikle en sammenhængende kultur- og sportsby ved idrætscentret Hammel. Det er en vision til 75 mio. kr., og første skridt er etableringen af en længe ønsket padelhal, som nu er en realitet.
Formand for Hammel GF, Mogens Lyngby, fortalte ved indvielsen, at klubben allerede for otte et halvt år siden kontaktede kommunen og sagde, at man gerne ville have en padelhal. Det har med andre ord taget noget tid at føre projektet ud i livet, men til gengæld er man meget tilfredse med resultatet.
»Vi har det bedste glas og højt til loftet, og så har vi med Chris Anker Loungen fået den bedste lounge,« sagde Mogens Lyngbye, som har store ambitioner på sin klubs vegne:
»Vi vil være den bedste breddeklub i Danmark.«
Nyt hyggeområde
Idet fitnessafdelingen er flyttet med ind i den nye hal, er der blevet et ledigt område på 400 kvadratmeter i idrætscentret, som er ved at blive renoveret.
»I er klubben, der aldrig sover, og er straks gået i gang med at lave nye ting i de tidligere fitnesslokaler,« lød det rosende fra borgmester Lars Storgaard, der klippede den røde snor til padel- og fitnesshallen.
I de tidligere fitnesslokaler er man ved at lægge nyt gulv og lave skillevægge til rum til holdtræning, møderum og et hyggeområde, hvor man blandt andet kan spille dart, billard, pool og shuffleboard.
Området kan blandt andet bruges af de forskellige afdelinger i klubben for eksempel efter træning eller i forbindelse med afslutningsfester, hvor man kan spise i mødelokalet og hygge sig med spil.
Hyggeområdet med mere står efter planen klar til brug om et par måneder.