Manden bag Systematic og medstifter af Normal: Her er AGF's to nye storaktionærer
I forbindelse med en aktieemission har AGF udvidet ejerkredsen med to nye storaktionærer. Lær dem at kende her.
Det var med målet om at hente 70 mio. kr., at AGF i sidste uge annoncerede en aktieemission. Det lykkedes, kan firmaet bag superligaklubben tirsdag oplyse, og samtidig er to nye storaktionærer trådt ind i storejerkredsen.
Der er tale om ægteparret Pernille Salling Holm og Michael Holm samt Torben Mouritsen. Begge ejer dermed mere end 5 pct. af aktierne i AGF, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
De to nye storaktionærer er bosatte i Aarhus og var også inden emissionen aktionærer i AGF, men har altså med deres deltagelse i kapitaludvidelsen øget deres andele af aktier.
Blandt landets rigeste
Pernille Salling Holm og Michael Holm bor i Risskov, men familien ejer ejendomme for mange millioner kroner rundtomkring i landet. I maj erhvervede Michael Holm sig den bevaringsværdige etageejendom på Park Allé 1 midt i Aarhus for 66,5 mio. kr. af Aros Forsikring. En måned forinden købte han sammen med Pernille Salling Holm en lejlighed midt i København for 19,9 mio. kr.
Michael Holm er blandt landets rigeste. På Økonomisk Ugebrevs liste fra maj blev han således placeret på en 42.-plads med en formue på 4,8 mia. kr.
Sammen med Allan Schytt grundlagde han i 1985 it-virksomheden Systematic, som har hovedkontor i Aarhus, men i dag leverer kritiske softwareløsninger til flere end 50 lande. I 2023 forlod han posten som direktør for i stedet at fortsætte som bestyrelsesformand.
Stifter af stor butikskæde
Den anden nye storaktionær, Torben Mouritsen, er kendt for at være med til at stifte butikskæden Normal, som han indtil 2024 var direktør for.
Sammen med blandt andre Bo Kristensen åbnede han den første Normal-butik i 2013, hvilket skete i Silkeborg. I dag har kæden ifølge dens hjemmeside over 900 butikker rundtomkring i flere europæiske lande. Sidste år landede Normal en omsætning på mere end 12 mia. kr. med et overskud før skat på 865,6 mio. kr. ifølge Ritzau.
Også Torben Mouritsen selv er en ganske velhavende mand. Tilbage i 2016 solgte han sammen med andre ejere aktiemajoriteten i Normal til milliardæren Anders Holch Povlsen. Samme år havde han ifølge Finans et overskud i sit personlige holdingselskab på over 250 mio. kr., hvilket gav ham en samlet egenkapital på 384 mio. kr. I det seneste regnskab er egenkapitalen dog steget yderligere, så han i dag er god for 460 mio. kr.
Torben Mouritsen har tidligere været topchef i Punkt1 og stiftet onlineportalen Wupti. Nu kan han altså også skrive storaktionær i AGF på sit cv.
Penge til to stadioner
AGF har ikke lagt skjul på, at baggrunden for emissionen var, at både det midlertidige stadion i Vejlby og det nye stadion er blevet dyrere end forventet.
»Med den rettede emission er vi nu bedre rustet til at håndtere denne situation, og vi har et stærkere økonomisk beredskab til at videreføre den positive udvikling, vi har set de seneste år – både sportsligt og kommercielt,« lyder det i pressemeddelelsen fra Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF.
AGF’s storejerkreds består nu af i alt seks aktionærer, som hver især ejer mere end 5 pct. af de samlede aktier. Foruden de to nye storaktionærer drejer det sig om Hans Vestergaard, Kim Larsen, Henning Norup og Jens Ole Suhr.