Fortsæt til indhold

»Det har berørt os alle sammen dybt«: Fan døde af druk – nu tager Aarhus Fremad usædvanligt skridt

Spillerne kommer bl.a. til at reklamere for Alkolinjen. »Vi vil gerne tage et ansvar i en fodboldkultur, hvor øl ofte er en naturlig del af fællesskabet,« siger Jesper Blicher Dahl, direktør i Aarhus Fremad.

Sport
am

Fodboldklubben Aarhus Fremad indgår et samarbejde med Alkohol & Samfund.

Og det kommer tilskuerne til at kunne se allerede ved næste hjemmekamp på Riisvangen Stadion, når Esbjerg kommer på besøg 25. oktober.

For her kommer spillerne til at bære et stort banner ved indmarch på banen, og spillerne kommer til at spille i spillertrøjer med Alkolinjens logo og telefonnummeret 80 200 500 på.

Det oplyser Aarhus Fremad på klubbens hjemmeside.

»Vi vil gerne tage et ansvar i en fodboldkultur, hvor øl ofte er en naturlig del af fællesskabet. Alle skal kunne nyde en øl eller en sodavand og se god fodbold på Riisvangen, og vi er gået fra at være 300 tilskuere til en hjemmekamp på Riisvangen til nu op mod 3.000 tilskuere. Når fællesskabet vokser, har vi som klub et endnu større ansvar for at skabe rammer, hvor alle kan føle sig trygge og få støtte, hvis de har brug for det,« siger Jesper Blicher Dahl, direktør i Aarhus Fremad.

Stadions bander bliver ligeledes prydet med reklamer, som også vil vise vejen til hjælp og rådgivning.

Fra speakerboksen sættes der også fokus på mulighederne for støtte – både via Alkolinjen og Rusmiddelcenter Aarhus, der tilbyder gratis, anonym hjælp til alle aarhusianere med alkoholproblemer. Begge parter vil også være til stede på stadion til kampen mod Esbjerg.

»Har berørt os alle«

Og det nye initiativ og samarbejde er kraftigt bakket op af klubbens mest inkarnerede fans. For her har man også selv været berørt af alkoholens værste konsekvenser.

»Før i tiden kendte vi alle hinanden og vidste, hvad folk gik og bøvlede med. Sådan er det ikke længere. Vi har oplevet at miste en af vores mest loyale medfans på grund af alkohol, og det har berørt os alle sammen dybt. Derfor er det vigtigt at holde fast i fællesskab, samhørighed og støtte – det som Aarhus Fremad altid har stået for,« siger Jon Thomsen, repræsentant for Aarhus Fremad-fans.

Målet med det nye initiativ er at gøre det lettere at tage snakken – med sig selv, sin familie eller sin fodboldven.

»Når Aarhus Fremad bruger deres stemme til at sætte fokus på et ellers svært emne, har det stor betydning. Når fodboldverdenen – som samler tusindvis af danskere hver uge – tager dialogen, kan det rykke noget i kulturen. Vi håber, at det kan smitte andre klubber til at vise, at alkoholproblemer kan ramme alle – og at det er stærkt og modigt at tale om det,« udtaler Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Ifølge Aarhus Fremad handler samarbejdet med Alkohol & Samfund om at skabe »en mere bæredygtig alkoholkultur i dansk fodboldkultur, hvor færre tager skade – og flere tager snakken om alkohol.«

»Vi ved, at det for den enkelte kan være svært at tage de første skridt til at række ud efter hjælp til et alkoholproblem. Derfor er det kun rigtig positivt, at den vigtige snak om alkoholforbrug nu også rykker ind på et af vores lokale stadioner. For os i Rusmiddelcenter Aarhus er det vigtigt, at flest mulige aarhusianere ved, at der er hjælp at hente – og at man kan få gratis og professionel alkoholbehandling,« siger Helene Bygholm Risager, centerchef for Rusmiddelcenter Aarhus.