Fortsæt til indhold

Overraskende overskud hos firmaet bag Randers FC - forventet minus blev til plus

Et planlagt underskud blev i stedet til et overskud på 5,5 millioner kroner efter skat.

Sport
kijo

Randers FC Holding, der er ejerfirmaet bag fodboldklubben Randers FC, kom ud af regnskabsåret 2024/25 med et resultat, der overraskede positivt.

Klubben havde budgetteret med et minus på 2-4 millioner kroner, men endte med et overskud på 5,5 millioner.

Det fortæller Randers FC Holding i en pressemeddelelse.

Ifølge bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen skyldes det blandt andet spillersalg og en plads i Top 6.

Han siger, at »vi budgetterede med et underskud og meldte ud på sidste års generalforsamling, at det nok blev på 2-4 mio. kr. Vi er tilfredse med resultatet«.

Han påpeger, at Randers FC står stærkt i forhold til andre klubber.

»Ikke mindst når vi ser, at klubber, der ikke gør det meget bedre end os sportsligt, melder ud om det ene milliontab efter det andet. Godt for dem, at de har ejere med dybe lommer men ikke nødvendigvis godt for fodbolden som sådan efter vores mening.«

Underskud næste år

Svend Lynge Jørgensen fortæller, at klubben har investeret i spillere for egne midler.

»Vi har i løbet af regnskabsåret reinvesteret i spillere for egne midler, og vi har tænkt os at fortsætte med at investere i det sportslige«, siger han.

Han forventer dog et mindre underskud i næste regnskab.

»Derfor forventer vi at komme ud med et håndterbart underskud på 4-6 mio. kr. i det regnskabsår, vi er i nu.«

Bestyrelsesformanden beskriver klubben som økonomisk ansvarlig. »Jeg tror, at vi er kendt i fodboldkredse som en veldrevet klub med orden i økonomien«, siger han og tilføjer.

»Vi synes, at vi står et godt sted både sportsligt og økonomisk.«

Et eventuelt salg af klubben er ikke på bordet.

»Egentlige forhandlinger med diskussion om intentioner fra en eventuel investor og diskussion om pris og lignende har ikke været aktuelt i lang tid, og vi opsøger det heller ikke,« siger Svend Lynge Jørgensen.

Randers FC Holding har nu en egenkapital på 66,1 millioner kroner og en soliditetsgrad på 58 procent.