Randers får sin egen royale løbeskole
Løbefællesskab tilbyder gratis og skånsomt træningsforløb med kongelig finale.
Djurslands Bank og Vi Løber i Randers brænder for at styrke sundhed, fællesskab og glæden ved motion. De har siden 2022 samarbejdet om afholdelse af Randers City Stafet, og med Randers som værtsby for Royal Run næste år besluttede de hurtigt at udvide samarbejdet - med et strejf af blåt blod i årerne. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Løbefællesskabet Vi Løber i Randers har med 18 løbeskolehold på CV’et stor erfaring i at hjælpe byens borgere fra sofa til fem kilometer på 16 uger. Forløbene er kendetegnet ved at være skånsomme for kroppen, motiveret af fællesskabsfølelse og ikke mindst helt gratis at deltage i.
Den royale løbeskole bliver ingen undtagelse, og med Djurslands Bank som medaktører er det blevet muligt at tilbyde deltagerne en kongelig løbeskolefinale, hvor de løber deres første fem kilometer side om side med tusindvis af andre - med Randers som den royale kulisse.
Djurslands Bank er i besiddelse af 60 startnumre til Royal Run og derudover kan Vi Løber i Randers rumme yderligere 40 på løbeskolen, som selv er i besiddelse af startnumre.
Er det dig, der skal stå med medalje og kongekrone på anden pinsedag?
Tilmelding åbner 10. december. Hold øje med Djurslands Banks kanaler.