Kasper Dolberg køber herskabsvilla tæt på stadion
Den danske landsholdsangriber køber mondæn adresse et stenkast fra Aarhus Stadion.
Skal den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg til at trække i den hvide trøje?
Det ville være noget af en transferbombe her midt i vinterens transfervindue, hvor Superligaens aktuelle førerhold faktisk er på jagt efter en angriber.
Ingen andre end AGF, Dolberg og hans repræsentanter ved, om der er noget i gærde, men skulle det ende sådan, så kommer den 28-årige fodboldspiller ikke til at have langt på job.
Ifølge ejendomsregistret har Kasper Dolberg nemlig lige købt en 200 kvadratmeter stor villa i det mondæne Komponistkvarter i Aarhus C. En lille kilometers penge vil der være fra huset på Carl Nielsens Vej til Aarhus Stadion.
Ifølge Tinglysningen har Kasper Dolberg og hustruen Lærke Julie givet 15,8 millioner kroner for herskabsvillaen, der har egen låge ud til Mindeparken, og ifølge ejendomsmægleren Lokalt Liebhaveri godt kan bruge en renoveringsvenlig hånd.
Kasper Dolberg har i øjeblikket adresse i Holland, hvor han spiller for storholdet Ajax Amsterdam, men han har ad flere omgange været rygtet hjem til Danmark.
Villakøbet er dog langt fra ensbetydende med, at det skal være nu, for han ejer allerede tre lejligheder i Aarhus - blandt andet i Latinerkvarteret, hvor han købte en kæmpestor lejlighed på 252 kvadratmeter i 2023 til 9,3 millioner kroner.
Ifølge ejendomsregistret ejer Kasper Dolberg to lejligheder i Mejlgade og en lejlighed på Aarhus Ø.
Som AGF-fans nok også er bevidste om, så kan man sagtens bo i Smilets By og spille for en konkurrent.
Det er blandt andet tilfældet med angriberen Mikael Uhre, som også har en lejlighed i Aarhus. Ham var AGF angiveligt ude efter i indeværende transfervindue, men det blev FC Midtjylland, der endte med at få den hjemvendte danskers underskrift.
Kasper Dolberg er opvokset i Voel ved Silkeborg, hvor han også har en ejendom. Han slog sine folder i Silkeborg IF, før han startede sin udlandskarriere i Ajax Amsterdam.