Fortsæt til indhold

Aarhus Fremad mister stjernespiller – solgt til konkurrent

Mathias Kubel er fortid i Aarhus Fremad. Midtbaneprofil skifter til AaB. »Mathias glæder sig til skiftet, og vi får en rigtig god økonomisk kompensation,« udtaler Aarhus Fremad-direktør Jesper Blicher Dahl.

Sport
am

Når forårssæsonen i 1. division bliver sparket i gang i slutningen af februar, så bliver det med en profil færre for Aarhus Fremad.

For den aarhusianske fodboldklub oplyser på sin hjemmeside, at man har indgået en aftale med 1. divisionskonkurrenterne fra AaB om et salg af Mathias Kubel.

Midtbanespilleren skifter til den nordjyske klub med øjeblikkelig virkning.

»Mathias har med sine præstationer hen over efteråret markeret sig som en profil i 1. division, og vi har længe været klar over, at han med sine kvaliteter har gjort sig interessant for andre klubber,« siger Aarhus Fremad-direktør Jesper Blicher.

Kubel rejste mandag fra Aarhus Fremads træningslejr i Tyrkiet, hvor han glemte sine airpods, oplyser den aarhusianske fodboldklub. Arkivfoto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

»Da vi forlængede hans aftale i efteråret, lavede vi sammen en plan om, at kom den rigtige klub til Mathias med den rigtige økonomiske pakke til klubben, så skulle vi forsøge at lande en aftale. Det er sket nu, Mathias glæder sig til skiftet, og vi får en rigtig god økonomisk kompensation,« siger direktør Jesper Blicher Dahl.

Ifølge Nordjyske skulle AaB have betalt cirka 3,7 mio. kr. for Aarhus Fremad-stjernen.

Trynede ny arbejdsgiver

Mathias Kubel kom til Aarhus Fremad i sommeren 2021 første gang, og retur januar 2025 efter et halvt år i sin gamle klub Hedensted.

Blandt højdepunkterne i Fremad-tiden kan nævnes midtbanemandens scoring mod Brøndby IF i 4-0-pokalsejren i 2022 samt hans store bidrag til oprykningen i sommeren 2025.

Derudover er det nok heller ikke helt utænkeligt, at netop AaB noterede sig Kubels evner på bolden, da nordjyderne senest var på besøg på Riisvangen i det nordlige Aarhus. Her fik AaB ørene i maskinen og tabte 5-1 foran et fyldt stadion sidst i august, og her lavede Mathias Kubel to mål og en assist.

»Stor ros til vores trænerteam for et godt udviklingsarbejde, og tak til Mathias for hans altid dedikerede indsats på træningsbanen og positive bidrag til Fremad-kulturen. Vi glæder os til at følge hans videre færd i fodboldverdenen,« udtaler Aarhus Fremads Jesper Blicher.

Kubel rejste mandag fra Aarhus Fremads træningslejr i Tyrkiet, hvor han glemte sine airpods, oplyser den aarhusianske 1. divisionsklub.