»En klubmand i ordets bedste og oprindelige forstand« er død
Jens Lorentzen, tidligere holdlederassistent og vaskemand for AGF samt tidligere chauffør og holdleder for Skovbakkens divisionshold i håndbold, er gået bort.
Jens Lorentzen, tidligere holdlederassistent for AGF’s superligahold, er død.
Det oplyser den aarhusianske fodboldklub i et mindeord onsdag.
»Med sorg har AGF modtaget meddelelsen om, at vor forhenværende holdlederassistent Jens Lorentzen er død, 75 år.«
Jens Lorentzen blev i sommeren 2013 tilknyttet AGF’s superligahold. Inden da havde han i en årrække været holdleder og chauffør for Skovbakkens divisionshold i håndbold.
Da han kom til AGF blev han holdlederassistent og vaskemand, og i efterfølgende var han på nærmeste hold vidne til klubbens op- og nedture, og han nåede over syv år at arbejde sammen med fem cheftrænere og fire holdledere.
»Jens var som holdlederassistent med til alle førsteholdets kampe og i øvrigt også U 23-holdets. Han har i den egenskab smidt uendelige mængder sure strømper, svedige trøjer og shorts i vaskemaskinerne. I det gamle klubhus, i det midlertidige og i det nye. Været med til alle ude- og hjemmekampe, klargjort dragter, blandet saft til spillerne - og altid på sin stille og rolige facon,« skriver AGF i sit mindeord.
I Jens Lorentzens allerførste sæson i klubben rykkede AGF ud af Superligaen, klubben vendte dog hurtigt tilbage til landets bedste række sæsonen efter.
Og han var senere også med holdet i Parken til pokalfinalen i 2016, hvor han så FCK trække det længste strå.
Hans sidste år i 2020 bød dog endelig på succes, da AGF for første gang i 23 år vandt en medalje.
»Jens - i AGF kærligt kaldet Jay-Lo - vil i Fredensvang blive husket som jovial, hyggelig og omgængelig, en man altid kunne få sig en sludder med i vaskeriet, mens vaskemaskinerne kørte, eller når han fik sig en smøg udenfor. Han udførte efter eget ønske i alle år sit arbejde ulønnet, og var en klubmand i ordets bedste og oprindelige forstand. Æret være Jens Lorentzens minde.«
Her ville vi gerne have vist mere indhold
For at vise dette indhold fra Omny Studio skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.
Du kan også gå videre til Omny Studio.
læser