Fortsæt til indhold

Skoldhed østjyde fuldender norsk mirakel i Madrid

Kasper Høgh fra Randers blev helten, da Bodø/Glimt vandt over Atlético Madrid og spillede sig videre i Champions League.

Sport
/ritzau/

At FC København er færdig i Champions League, betyder ikke, at det er slut med skandinavisk deltagelse i den prominente turnering.

Norske Bodø/Glimt leverede nemlig et mindre mirakel i ligaspillets sidste runde og spillede sig videre med en 2-1-sejr på udebane over Atlético Madrid.

Sejrsmålet blev sat ind af den danske angriber Kasper Høgh, der scorede til 2-1 efter en time.

Nogen køn scoring var der ikke tale om. Håkon Evjen forsøgte tre gange forgæves at bugsere bolden over stregen, inden den havnede for fødderne af Randers-fødte Høgh, der tåhylede kuglen i mål.

Oblak og co. kæmpede forgæves - til sidst landede bolden for fødderne af en hurtigtopfattende Kasper Høgh, der tåhylede sejrsmålet ind. Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix

Høgh lavede i sidste uge to mål i sejren over Manchester City og har været en helt afgørende figur i den norske optur.

Triumfen kom endda i hus mod et Atlético-mandskab, der havde alt at spille for. Med en sejr ville spanierne være sluttet i top-8 og ville dermed have sikret sig direkte adgang til ottendedelsfinalerne.

Nu skal holdet ligesom Bodø/Glimt igennem en playoffrunde i februar.

Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix

Bodø/Glimt indledte Champions League uden sejr i de første seks runder, men klarede sig mod alle odds videre ved at slå giganterne Manchester City og Atlético Madrid. Endda på et tidspunkt, hvor den norske liga er i vinterdvale.

Yderligere to danskere var med i Bodø/Glimts festaften i den spanske hovedstad.

Anders Klynge blev skiftet ind i slutminutterne, mens Villads Nielsen overværede hele kampen fra udskiftningsbænken.