AGF henter ny cheftræner fra canadisk fodbold
AGF beskriver ny cheftræner for AGF Kvindefodbold som en solid og loyal AGF’er med et stærkt værdisæt.
Søren Kiilerich er ny cheftræner AGF Kvindefodbold.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Søren Kiilerich har senest været assistenttræner i Ottawa Rapid FC i den canadiske Northern Super League. Kiilerich har tidligere blandt andet været cheftræner for ASA i 1. division, træner i AGF Talent og assistent for den tidligere AGF-cheftræner Katrine S. Pedersen.
Søren Kiilerich afløser Claus Struck, som skifter til FC Midtjylland.
»Søren er en dygtig, respekteret og meget fagligt funderet træner, som var med os, da vi startede AGF Kvindefodbold og tidligere har spillet en stor rolle i talentudviklingen i AGF (...) Han er en solid og loyal AGF’er med et stærkt værdisæt og har i de senere år lagt på sit lederskab og fået værdifuld international erfaring,« siger chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen, i pressemeddelelsen.
Søren Kiilerich har også tidligere været nomineret til Årets Træner i Aarhus for sit arbejde med pigefodbolden i AGF, oplyser klubben.