Fortsæt til indhold

Bjarnes venstre sender modstander til drømmeland i første omgang

Hornslet-bokseren Bjarne Newby stopper polske Lukasz Kuc i første omgang ved Primetime-stævnet i Tim Hallen.

Sport

Bjarne Newby fra Hornslet (1-0) var den første danske bokser i ringen ved det professionelle Primetime-stævne i Tim Hallen lørdag aften.

Hurtig sejr

Her gjorde han kort proces mod polakken Lukasz Kuc (5-14-1), da han stoppede ham allerede i kampens første omgang.

»Der var lys i huset, men der var INGEN hjemme,« kunne man sige med en berømt metafor af den store bokseelsker, Kurt Thybo.

Newby havde først sendt Kuc i kanvassen efter en kombination til hovedet, og han fulgte herefter godt op og fik sendt Lukasz Kuc ned med en flot dyb venstre.

Den veltrænede Hornslet-bokser viste imponerende form og styrke i sin professionelle debut mod den polske modstander, der fremstod utrænet og bamset.

Kucs mange tatoveringer på overkroppen kunne ikke hjælpe ham.

Bjarne Newby, 29 år, har en baggrund i Hornslet Bokseklub, hvor han har trænet intensivt under sin mangeårige træner, Arne Lund Christensen.

Efter en succesfuld amatørkarriere med flere mesterskaber og optrædener på det danske landshold tog han nu skridtet ind på den professionelle scene.