Antonsen ser svækket dansk hold: Sprudler ikke af selvtillid
Anders Antonsen kalder sit år »Ikke prangende«, men håber, at et svækket dansk hold kan overraske i Thomas Cup.
»Man vil give sin højre arm for at vinde Thomas Cup.«
Danmarks bedste badmintonsingle, Anders Antonsen, lader ikke misforstå, hvor stort VM for herrehold er i badmintonkredse.
Fredag aften er han førstesingle, når Danmark indleder turneringen i Horsens mod Sydkorea.
»Thomas Cup betyder rigtigt meget, og jeg er glad for, at jeg kan opleve det på hjemmebane en gang mere. Og så endda som førstesingle, det er rigtigt stort,« siger Anders Antonsen.
Aarhusianeren var ikke med, da Danmark den hidtil eneste gang triumferede i Thomas Cup i 2016.
En gentagelse på hjemmebane bliver svær over for en lang række stærke asiatiske lande. Ikke mindst uden Viktor Axelsen, der i sidste uge annoncerede sit karrierestop efter flere år med skader.
Doublespilleren Frederik Søgaard stoppede sidste år på landsholdet, og to dage før årets Thomas Cup meldte også det næstbedste kort i single, Rasmus Gemke, fra på grund af en skade.
»Vi står ikke så stærkt, som vi har gjort. Viktor er et stærkt kort at miste, og Frederik Søgaard har også været en god holdspiller for os i lang tid, så vi er svækkede,« siger Antonsen, før Gemkes afbud blev annonceret.
»Derudover er der nogle positioner, hvor vi måske ikke lige sprudler af selvtillid lige nu,« siger Antonsen med henvisning til, at dansk badminton generelt har haft en udfordret start på 2026.
»Ikke prangende« sæson
Han er da heller ikke tilfreds med sin egen start på sæsonen, der ellers blev skudt i gang med en semifinale i Malaysia Open i januar.
»Det har ikke været prangende. I All England havde jeg en lortedag og var ude efter 40 minutter. Og i Indonesia Masters fik jeg migræne efter første kamp. Ved EM følte jeg ikke, at jeg spillede så meget (på grund af korte kampe, red.), men jeg nåede dog finalen.«
»Jeg føler lidt, at det er nu, sæsonen rigtigt går i gang med Thomas Cup og et travlt program derefter. Jeg går og tripper lidt og føler, at mit spil kan komme når som helst. Jeg håber på en succesoplevelse, der kan give startskuddet og noget selvtillid.«
Han ser den gerne komme allerede i Thomas Cup, hvor han håber, at danskerne som hold kan levere og i første omgang være blandt de to hold, der avancerer fra gruppen, der ud over Danmark tæller Sydkorea, Sverige og Taiwan.
»Vi er udfordret, men måske kan det blive en god ting, der får os til at rykke sammen i bussen og levere på et højere niveau, så vi til at starte med kan gå videre til kvartfinalerne.«
Danmarks kamp mod Sydkorea er programsat til fredag klokken 18.30.
Ved middagstid åbner Danmarks kvinder Uber Cup - ligeledes i Horsens - mod Indien.