Fortsæt til indhold

Her er programmet: AGF hyldes på Aarhus Rådhus

AGF's danske mestre bliver hyldet på Aarhus Rådhus mandag 18. maj, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Sport
jwh

Efter 40 års mesterskabstørke sikrede AGF sig søndag aften det danske mesterskab for sjette gang i klubbens historie.

Det skal fejres, lyder det fra Aarhus Kommune, som mandag 18. maj fra klokken 16 til 18 vil hylde klubbens spillere og stab på Aarhus Rådhus.

Borgmester Anders Winnerskjold (S) tager sammen med kommunens rådmænd imod AGF – og hele byen er inviteret med til at hylde mestrene på rådhuspladsen, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Borgmester Anders Winnerskjold (S):

»Et kæmpe tillykke til AGF, spillerne og hele staben omkring holdet, men også tillykke til Aarhus. Jeg tror ikke, man kan overvurdere, hvor stor glæde det her udløser i byen eller hvor meget opsparet længsel og hunger efter sejr, der netop er blevet forløst. Vi har ventet med længsel (og tålmodighed) på det her øjeblik. Derfor kan det heller ikke være anderledes, end at AGF skal fejres på rådhuset. Det bliver fantastisk at modtage spillerne og opleve aarhusianerne hylde deres helte. Vi har aldrig været døde og borte. Vi har været her hele tiden – og nu er vi danmarksmestre. Det er på det nærmeste et by-historisk øjeblik.«

Jesper Kjeldsen (S), rådmand for Kultur og Borgerservice:

»Det her er et berusende øjeblik, og jeg tror, at man skal være fra Aarhus for virkelig at kunne forstå, hvor stort det er – for AGF og for hele byen, så stort tillykke til os alle. Mesterskabet er resultatet af en kollektiv pragtpræstation fra klubben og den helt unikke fanopbakning i en by, der brænder for fodbold og sport i det hele taget. Det danske mesterskab er et smukt billede på, hvor langt vi kan nå i Aarhus, og hvor stort et potentiale idrætten har i vores by. Forhåbentlig kan AGF’s mesterskab være med til at løfte os endnu mere. Og nu glæder jeg mig bare til at hylde holdet sammen med resten af Aarhus. Det bliver en helt fantastisk dag.«