28 lokale stjerner klar til at byde de danske mestre op til dans
Lokale seriehelte udfordrer AGF’s guldhold på toptrimmet græstæppe i Ebeltoft.
Hele 28 spillere fra ni forskellige klubber udgør truppen til det udvalgte Djurslandshold, der mandag den 22. juni møder AGF’s danske mestre på Ebeltoft Stadion.
Spillerne kommer fra lokale klubber, der spænder fra Serie 1 til Serie 4.
Holdet er udtaget af Mark Kruse, mangeårig spiller og træner hos IF Mols. Sammen med Syddjurs’ borgmester Michael Stegger Jensen skal han lægge en slagplan for de mange djurslændinge.
AGF har indledt forberedelserne til den kommende sæson, så det bliver ikke et hold danske mestre, der møder op i badetøfler og med sommerferielook.
Der forventes et mesterhold, hvor især de unge spillere, som endnu ikke er faste i startopstillingen, vil benytte lejligheden til at vise sig frem og skrue op for tempoet for at overbevise trænerstaben om deres potentiale.
De 28 udtagne spillere er:
Målmænd
- André Tonnessen, Kolind
- Hjalte Baarstrøm, TRIF
Forsvar
- Mathias Eland, Ebeltoft IF
- Kenn Laursen, Hornslet IF
- Jakob Kajhøj, Hornslet IF
- William Uldal, IF Midtdjurs
- Simon Pilgaard, IF Midtdjurs
- Christian Post, Mørke IF
- Benjamin Due, Østdjurs IF
- Oliver Krejler, TRIF
Midtbane
- Andreas Hald Thomsen, Kolind
- Anton Degn, Ebeltoft IF
- Oskar Gemal, Ebeltoft IF
- Frederik Winther, Hornslet IF
- Nicolai Bager, IF Midtdjurs
- Tobias Pilgaard, Hornslet IF
- Anders Bækgaard, IF Mols
- Anders Ilvad, AC Norddjurs
- Frederik Primdal, TRIF
- Jesper Munk, Mørke IF
- Niclas Glarman, Østdjurs IF
- Oliver Kristiansen, TRIF
Angreb
- Simon Bendtsen Kruse, IF Mols
- Christian Lynnerup, TRIF
- Viktor Helm Petersen, AC Norddjurs
- Mathias Platz, Mørke IF
- Mathias Haulrik, TRIF
- Kaare Pedersen, Hornslet IF
Det er sandsynligt, at trænerduoen vælger to opstillinger á 14 spillere, som hver får en halvleg.
Toptrimmet bane
Spillerne møder et Ebeltoft Stadion, som ifølge arrangørerne ikke er set flottere i mange år. Både Syddjurs Kommunes »grønne fingre« og AGF’s egne banefolk har arbejdet på at gøre græstæppet blødt og indbydende.
Fredag, søndag og mandag kommer formanden for Ebeltoft Golf Klub, Erik Pedersen, forbi stadion med en cylinderklipper, så banen får UEFA-klippemønster.
Det fortæller primus motor for kampen, Carla Larsen, der ud over sit trænervirke i både AGF og Ebeltoft IF også er næstformand i fodboldafdelingen hos sidstnævnte.
Der er i sandhed gået sport i den i Ebeltoft.
Husk, showtime er klokken 17.