Fortsæt til indhold

Wingback bliver i AGF frem til 2030

Rasmus Carstensen skifter permanent til AGF og underskriver langvarig kontrakt.

Sport
/ritzau/ksa

Rasmus Carstensen bliver i AGF på en permanent aftale.

Efter en sæson på leje fra Bundesligaklubben 1. FC Køln har de danske mestre sikret sig wingbacken med en kontrakt, der gør ham til AGF’er frem til sommeren 2030.

Det skriver fodboldklubben i en pressemeddelelse.

Den nye aftale kommer efter en sæson, hvor Rasmus Carstensen blev noteret for 30 kampe og fem mål i den hvide trøje.

Den 25-årige back og kantspiller kom fra et lejeophold i polsk fodbold, og nu bliver lejeaftalen altså vekslet til et permanent ophold, da AGF og 1. FC Køln er nået til enighed om betingelserne for en transfer.

»Vi er meget glade for, at det nu er faldet på plads med Rasmus. Det kan godt blive lidt af en kliché at sige, at en spiller bidrager både på og udenfor banen, men med Rasmus passer det virkelig godt. Som wingback har han en stor motor og er garant for mål og assist, og han arbejder altid hårdt for holdet. Og så er han simpelthen en god fyr, der fylder på den gode måde på Fredensvang og i omklædningsrummet. Så det er dejligt, at han nu er ”rigtig” AGF’er i de næste fire år,« siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Rasmus Carstensen brød igennem i Superligaen hos Silkeborg IF, som i 2022 solgte ham til Genk. Derfra gik turen videre til FC Köln, som i foråret 2025 udlejede ham til polske Lech Poznan, inden han havnede i AGF.

»Jeg er faldet virkelig godt til i Aarhus og på Fredensvang, og efter den enestående oplevelse med mesterskabet med fejringen med byen og vores fantastiske fans glæder jeg mig nu til den nye sæson og til de nye udfordringer i 3F Superligaen og med europæisk fodbold,« siger Rasmus Carstensen.

AGF har denne sommer allerede fået tilgang af klubbens tidligere spillere Mikael Anderson og Jens Jønsson.

Se video: