Fortsæt til indhold

Her er fem ting, du skal vide om AGF's næste europæiske modstander

AGF skal møde Sabah FK fra Aserbajdsjan i næste runde af kvalifikationen til Champions League. Vi har kigget nærmere på klubben, som ligger i det yderste af Uefas geografiske område.

Sport

Efter AGF’s utrolige comeback i Polen onsdag aften, hvor et 4-1-nederlag fra den første kamp blev vendt til en samlet sejr efter straffesparkskonkurrence, er det en kendsgerning, at næste modstander er Sabah FK fra Aserbajdsjan. Dermed venter der De Hviie en ganske ukendt modstander og ikke mindst en lang rejse til udebanekampen i Sydkaukasus.

Vi har kigget nærmere på den aserbajdsjanske klub, som har sikret sig adgang til tredje kvalifikationsrunde til Champions League ved at slå finske KuPS.

1

Ung klub

Sabah FK har blot eksisteret i ni år. Klubben blev grundlagt i september 2017 og er dermed en af de yngste klubber, der spiller om at komme med i denne sæsons Champions League. På under et årti er Sabah FK dermed gået fra nystiftet klub til aserbajdsjansk mester.

2

Rykkede op som midterhold

Sabah FK begyndte sin første sæson i den næstbedste række i Aserbajdsjan og sluttede som nummer fem ud af ti hold. Alligevel endte klubben med at få rækkens eneste oprykningsplads, fordi alle de bedre placerede klubber ikke opfyldte licenskravene eller takkede nej til oprykning.

3

Brød Qarabağs dominans

I årevis dominerede Qarabağ FK med 11 mesterskaber på 12 sæsoner aserbajdsjansk fodbold. Men det lykkedes for Sabah FK at bryde dominansen ved at vinde både mesterskabet og pokalturneringen i den forgangne sæson, hvilket altså sikrede klubben en plads i Champions League-kvalifikationen.

4

AGF skal næsten til Asien

Sabah FK spiller sine hjemmebanekampe på Bank Respublika Arena i den aserbajdsjanske by Masazir, som ligger ved hovedstaden Baku. I fugleflugt er der omkring 3.300 kilometer fra Aarhus C til Masazir, hvilket vil sige, at byen er ved grænsen mellem Europa og Asien. Der er desuden to timers forskel mellem Danmark og Aserbajdsjan.

5

En international trup

Sabah FK er langt fra et rent aserbajdsjansk hold. Truppen består af spillere fra flere forskellige lande, herunder Polen, Serbien, Frankrig, Kroatien, Jamaica, Algeriet og Kasakhstan. I klubbens seneste kamp i kvalifikationen til Champions League var der blot to spillere fra Aserbajdsjan i startopstillingen. Af de 11 spillere, som klubben stillede med fra start, var hele ni forskellige lande desuden repræsenteret.

Bonusinfo: Sabah FK’s hjemmebanesæt er i sort og pink.

AGF og Sabah FK mødes over to kampe. Det første opgør finder sted i Randers onsdag 5. august med kampstart klokken 18.30, imens det andet opgør bliver spillet i Aserbajdsjan ugen efter tirsdag 11. august.

Se video: