Spiller idømt seks måneders karantæne efter angreb på dommer i Serie 4 kamp
DBU Jyllands discipinærudvalg understreger i sin afgørelse, at vold, trusler og intimidering mod fodbolddommere aldrig vil blive tolereret.
Fodboldkampen i Serie 4 mellem Ørsted IF og Nørager BK på Ørsted Stadion onsdag 19. august 2026 blev afbrudt efter 20 minutters spil, da en spiller fra Nørager BK udviste voldelig adfærd mod kampens dommer.
Nu har DBU Jyllands disciplinærudvalg idømt spilleren karantæne fra al fodbold under DBU Jylland frem til 19. februar 2027. Det svarer til et halvt års karantæne.
Ifølge dommerens indberetning løb spilleren aggressivt hen mod kampens opmand og råbte: »Hvad fanden har du gang i?«, hvorefter han slog dommeren i brystet med begge hænder, fremgår det af indberetningen.
Dommeren valgte derfor at afbryde kampen.
Halvt års karantæne
DBU Jyllands disciplinærudvalg har på baggrund af de samlede oplysninger fra dommer og de to klubber besluttet at idømme spilleren karantæne fra al fodbold under DBU Jylland frem til 19. februar 2027, svarende til et halvt års karantæne.
Nørager BK taberdømmes endvidere 0-3 og tildeles en bøde på 2.000 kroner for at være skyld i afbrydelsen. Der henvises til turneringsreglementets § 28.2 og § 45.1.
Afgørelsen kan appelleres inden for 14 dage. Det koster 1.000 kroner at appellere en afgørelse.
Disciplinærudvalget oplyser, at det tager skarpt afstand fra enhver form for voldelig, truende eller intimiderende adfærd, særligt når den rettes mod kampens dommer.
Helt uacceptabelt
Nørager BK’s formand, Klaus Fuglsang Johnsen, fortæller, at klubben straks tog afstand fra hændelsen.
»Nørager har fra start lagt os fladt ned og sagt, at sådan en handling kan vi på ingen måde acceptere.«
Han tilføjer: »Jeg har talt med den pågældende spiller og fortalt ham, at det skete er fuldstændig uacceptabelt. Jeg ved, at han er meget ked af det, og han har beklaget over for sine holdkammerater.«
Formanden understreger, at klubben vil tage hånd om spilleren, og at han ikke udelukkes fra klubben, men kan spille igen, når karantænen er udstået.
»Vi får ikke noget ud af at udelukke en ung mand fra klubben. Vi tager afstand fra det skete og accepterer ikke den slags handlinger. Det er vigtigt at understrege en gang mere, men vi vil gerne hjælpe ham til at spille videre, når hans karantæne er udløbet.«
Klaus Fuglsang Johnsen oplyser, at der ikke tidligere har været problemer med den pågældende spiller.
Ørsted enige
Ørsted IF’s mangeårige fodboldformand, Ebbe Glargård, er enig med sin formandskollega i Nørager.
»DBU Jylland følger proceduren, som de skal. Selvfølgelig tager vi også afstand fra det skete i Ørsted IF. Alle er enige om, at sådan noget slet ikke må forekomme på en fodboldbane.«
Politianmeldt
Den anden side af sagen er, at episoden er blevet politianmeldt. Østjyllands Politi har tidligere over for TV 2 Østjylland oplyst, at politikredsen har modtaget en anmeldelse om vold mod en fodbolddommer på Ørsted Stadion.
Din Avis har ikke talt med kampens dommer, men arbejder på at få en udtalelse fra ham til afgørelsen fra DBU Jyllands disciplinærudvalg.
Endvidere om Østjyllands Politi på baggrund af anmeldelsen vil sigte spilleren for vold.