Fortsæt til indhold

Skrækhistorier gjorde ejerskifte i Randers til en langstrakt affære

Randers FC sælges til japanske investorer. Vejen dertil har været grundig, fastslår klubledelsen.

Sport
/ritzau/

En række danske fodboldklubber har måttet sande, at et udenlandsk ejerskab ikke nødvendigvis er en dans på roser.

Økonomisk rod og sportslig nedtur har ramt flere klubber, og de sager har gjort ejerskiftet i Randers FC til en grundig og langsommelig affære. Fredag faldt det på plads, at en japansk koncern overtager 80 procent af aktierne i superligaklubben.

»De eksempler har gjort, at vi har været endnu mere grundige, end vi måske ellers ville have været,« siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

»Vi læser også nyheder. Vi ved godt, hvad der er foregået i andre klubber. Vi har været meget kritiske og har sat nogle krav. De er nedskrevet og skal overholdes. Det giver os en sikkerhed.«

Kravene er en del af en femårig investeringsplan, fortæller Randers FC Holdings bestyrelsesformand, Svend Lynge Jørgensen.

Det er med andre ord aftalt, hvordan pengene skal investeres. Det gælder fastsatte beløb til akademi, faciliteter, scouting og investering i spillertruppen.

»Der er tale om juridisk bindende aftaler og ikke bare hensigtserklæringer. Det, vi har aftalt, kommer til at ske,« siger formanden.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Koncernen er allerede involveret i professionel topfodbold gennem en investering i Shimizu S-Pulse i den bedste japanske række.

Randers-ledelsen forsikrer på den front om, at der bliver tale om en ”søsterklub” og ikke en ”multiklub”. Klubberne drives hver for sig, lyder budskabet.

I klubber som Esbjerg, Sønderjyske, Næstved, Vendsyssel og Jammerbugt har udlændinge i større eller mindre grad vendt op og ned på tilværelsen.

Nogle af dem er tilbage på lokale hænder efter et turbulent ejerskifte med et udenlandsk selskab for bordenden.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Har I talt med folk i andre klubber, der har oplevet problemer med et ejerskifte?

»Vi har et godt netværk klubberne imellem, så selvfølgelig har vi det,« siger fodbolddirektøren.

»Det har også gjort, at vi har vidst, hvad vi skulle være opmærksomme på. Men japanerne har også været meget grundige. De har vist, at de faktisk gør det, de siger,« lyder det.

Ledelsen i Randers har meget vel fulgt med i et stærkt omtalt forløb med udenlandske investorer i Esbjerg fB.

Et konsortium, bestående af blandt andre amerikanske Paul Conway, købte i marts 2021 aktiemajoriteten. Men Esbjerg endte med at rykke hele vejen ned i 2. division og var på konkursens rand.

I 2024 lykkedes det så lokale kræfter at få de amerikanske ejere ud. Det endte i en rekonstruktion, og skifteretten i Esbjerg besluttede, at de lokale investorer fik magten i klubben.

Alt imens sad Paul Conway sidste år fængslet i Barcelona, mens belgiske myndigheder krævede ham udleveret. Den tidligere Esbjerg-ejer var således eftersøgt for svindel i 2024 i forbindelse med hans ejerskab af den belgiske fodboldklub KV Oostende.

Det er Suzuyo-koncernen, der overtager aktiemajoriteten i Randers FC.

Tre repræsentanter fra den japanske koncern får en plads i klubbens bestyrelse.

Den hidtidige hovedaktionær, Randers FC Holding, beholder de resterende 20 procent, der således forbliver i lokal besiddelse.

Se video: