Fortsæt til indhold

Nu kan flere fans følge AGF på stadion – synstolkning klar til hjemmekampe

Et nyt tiltag skal gøre fodbold mere tilgængelig for blinde og svagsynede.

Sport
mmch

AGF indfører synstolkning til blinde og svagsynede tilskuere ved klubbens hjemmekampe i 3F Superligaen på Ceres Park Vejlby.

Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

Synstolkning, også kendt som Audio Descriptive Commentary (ADC), gør det muligt for synshandicappede at følge kampene på lige fod med andre tilskuere. Synstolkningen bliver tilgængelig onsdag 2. september, når AGF møder FC Midtjylland på hjemmebane.

Projektet er blevet til med støtte fra Dansk Blindesamfund, Århus Stiftstidendes Fond og Andelskassen.

Hjemmekampene kommenteres af særligt uddannede synstolkere og kommentatorer, som formidler kampens forløb.

I flere lande er ADC allerede en integreret del af topfodbolden. Med det nye initiativ bliver det nu også muligt for AGF’s blinde og svagsynede fodboldfans at få en mere fuldgyldig oplevelse af kampene i både Superligaen og pokalturneringen.

I første omgang tilbydes synstolkningen på udvalgte afsnit af Ceres Park, men AGF oplyser, at ordningen løbende vil blive udvidet til hele stadion. På sigt er det planen, at synstolkningen også bliver tilgængelig via AGF’s app, så både seende og synshandicappede kan lytte med hjemmefra eller på farten.

Se video: