Efter næsten 14 års arbejde: Aarhus Fremad åbner nyt hus opkaldt efter afdød klublegende
6. september indvier den aarhusianske fodboldklub Aarhus Fremad en ny tilbygning, som klubbens amatørafdeling har kæmpet for i næsten 14 år. Men det kommer også 1. divisionsholdet til gode. »Det er jo som en raket, der er landet på månen. Det jo helt fantastisk«.
Der sker en del ting og sager i Aarhus Fremad i disse år.
Sidste år vendte fodboldklubben først og fremmest tilbage til 1. division efter 17 års fravær.
Og for at kunne leve op til stadionkravene i landets næstbedste fodboldrække i sæson nummer to kunne klubben så senere også melde ud, at hjemmebanen på Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus står over for den største forvandling i årtier, når der snart både skal sættes nye tribuner og projektørlys op, installeres varme i banen, og den gamle græsplæne på stadion skal udskiftes med kunstgræs.
Men det stopper ikke der.
For nu har den tidligere Superliga-klub fået en ny opgradering af klubbens faciliteter i form af en spritny og moderne tilbygning til klubbens eksisterende, fredede træklubhus. En bygning, der officielt indvies 6. september.
Hammerholt Huset hedder bygningen, der er opkaldt efter den afdøde klublegende og tidligere formand Jan Hammerholt, som var hovedarkitekten bag klubbens voldsomme ni oprykninger på 13 år – som kulminerede i slutningen af 90’erne, da den lille Aarhus-klub pludselig spillede to sæsoner i landets bedste fodboldrække.
Med den nye tilbygning har klubben nu bl.a. fået nye, moderne boldrum til børne- og ungdomsholdene, nyt lager til catering, en tagterrasse, der bl.a. kan bruges til VIP-udskænkning, og et fitnessrum, der skal kunne bruges af både 1. divisionsholdet og klubbens medlemmer.
Og måske allervigtigst har man samtidig også fået fire spritnye og fleksible omklædningsrum, der med hjælp fra to skydedøre kan laves om til to 50 kvadratmeter store og 1. divisionsgodkendte omklædningsrum, således at både eliteholdet og bredden kan få glæde af dem.
Omklædningsrummene betyder også, at amatørafdelingen nu kan få langt bedre plads til klubbens mange hold og medlemmer.
»Det er jo som en raket, der er landet på månen. Det jo helt fantastisk,« siger en tydeligt begejstret Niels Jensen, der mangeårig kasserer i Aarhus Fremads amatørafdeling.
Millioncheck blev afgørende
I næsten 14 år har han og klubben nemlig kæmpet for at få flere omklædningsrum til klubbens spillere.
Ønsket kom så småt i kølvandet på den kunstgræsbane, klubben fik for cirka 15 år siden, der pludselig gjorde det muligt at spille hele året rundt – og dermed også åbne for flere hold og medlemmer.
»Da vi lavede kunstgræsbanen, fik vi mulighed for at gå op til at blive 800 medlemmer, men allerede da vi rundede de 500-600 medlemmer, måtte vi omdanne vores mødelokaler til omklædning. Men der var alligevel mange der stadig sagde, at de ikke kunne klæde om heroppe, fordi der simplethen manglede plads, og de fik at vide, at de så måtte møde omklædte op,« siger Niels Jensen.
»Men det gjorde, at jeg hvert år jagtede penge, og sparede op, og sparede op, og så sparede vi noget mere op, og vi sparede mere end fem millioner kroner op til det her projekt,« siger kassereren.
»Men hvert år steg byggeomkostningerne – så selvom jeg hvert år fik lidt flere penge fra kommunen, så var det aldrig helt nok. Og der reddede Salling Fondene også,« siger Niels Jensen.
For sidste år kunne Niels Jensen og resten af amatørafdelingen så endelig springe ind over målstregen i det maratonløb, klubben har haft i halvandet årti med at samle nok penge ind til den nye tilbygning. Det skete, da man modtog 2,5 mio. kr. fra Salling Fondene.
Sammenlagt ender hele projektet med at have kostet omkring 12 mio. kr.
Kunne ikke hedde andet
Og mens det har været svært og tidskrævende at komme i mål med økonomien, var der til gengæld ikke så meget at rafle om, da det nye hus på matriklen skulle navngives.
»Hvis der er nogen, der gennem historien har rykket Fremad fra ét niveau til et andet, så er det Jan Hammerholt,« siger Niels Jensen.
Jan Hammerholt var da også både tidligere træner og kamprekordholder i Aarhus Fremad, inden han overtog posten som formand for klubben i 1988 – noget der skulle blive startskuddet på en kæmpe optur for Aarhus-klubben. For i løbet af lidt mere end et årti lykkedes det at forvandle et Serie 3-hold til et Superligahold.
»Jeg kendte ikke Jan. Men jeg boede på Trøjborg, da han døde, og dér blev der flaget på halvt i hele bydelen. Det siger noget om mandens betydning.«
»Og man kan jo se alt det, han har skabt for klubben ved at rykke den fra ingenting og op til et meget højt niveau på ingen tid kva hans genialitet og vildskab,« siger Niels Jensen.
Den dag i dag kommer Jan Hammerholts enke og deres børn og børnebørn stadig på Riisvangen, siger Niels Jensen.
»Og det berører os alle heroppe, at de i alle årene efter stadig kommer til kampe og til begivenheder heroppe. Det er jo fedt. Så hvem andre end Jan Hammerholt kunne man kalde den her bygning efter,« siger en glad kasserer.
Voldsom vækst
Niels Jensen har også selv været med på en optur i de godt 20 år, han har været kasserer i Aarhus Fremads amatørafdeling.
Det hele startede med, at hans egen søn startede til fodbold i klubben i starten af 00’erne.
»Nu må du sgu også vise noget engagement,« lød det fra hans bedre halvdel, der synes, han også skulle engagere sig lidt i sønnens fodboldklub.
Han tog med på en generalforsamling og fik på vej ud ad døren sagt til kassereren, at hvis han havde brug for lidt hjælp, så kunne han da godt give en hånd med.
»Famous last words« – eller rettere »famous first words« – for mere end 20 år senere er det stadig Niels Jensen, der sørger for, at pengene passer i Aarhus Fremads amatørafdeling.
Det er ikke alle, der får fråde om munden af at snakke om »cash-flow« og ved at få et regnskab til at gå op i en højere enhed. Det ved han godt, men det gør Niels Jensen altså – og det kan Aarhus Fremad prise sig lykkelige for i en frivilligverden, hvor det ellers normalt er svært at finde en, der vil sætte sig på den post.
Og i de to årtier, han har haft ansvaret for amatørafdelingens finanser, er fodboldklubben gået fra at have 200 medlemmer til 800 i dag.
Men med en ny kunstgræsbane på vej på klubbens nuværende stadionbane, som også klubbens breddehold kan bruge i fremtiden, kan Aarhus Fremad også snart fjerne det stop, man de senere år har indført for at optage nye hold og medlemmer.
»Så har vi en ambition om at udvide vores tilbud til piger, og vi har en ambition om at lave ungdomsfodbold, som vi ikke har haft tidligere. Vi har jo haft stop for nye hold, fordi vi ikke havde banepladsen, og hvor vi tidligere har bedt børnene om at skifte til nogle af de andre klubber, når de blev 13 år. Men nu får vi snart pladsen,« fortæller Niels Jensen.
Den nye kunstgræsbane, der bliver lagt på stadion, forventes at stå klar til foråret 2027, hvis alt går vel. Og det kan betyde en ny og markant vækst for Aarhus-klubben.
»Der kommer jo ikke mere bane ind i byen. Realistisk set så er vi jo den primære bane til folk, der bor på Aarhus Ø, og man udbygger jo voldsomt meget i Aarhus Nord i øjeblikket. Så i mine øjne, så bliver vi 1.300 medlemmer inden jeg er formuldet,« siger Niels Jensen.
Mere præcist tror kassereren, at man kan ramme de 1.300 medlemmer om fem år. Og så kan det være, at klubben skal have gang i en ny udvidelse af Hammerholt Huset.
Der er allerede piloteret til, at man kan bygge en ny etage ovenpå, hvis klubben skulle stå og mangle flere kvadratmeter til eksempelvis omklædningsrum.
Men den tid, den glæde. Indtil videre glæder man sig blot over nu at være kommet i hus med Hammerholt Huset efter 14 års arbejde.
Hvad tror du, Jan Hammerholt vil tænke om det her projekt?
»Jeg tror bare, han vil sige »fedt« og »yes,« siger Niels Jensen.
Det er i hvert fald den stemning, der lige nu er i Aarhus Fremad.
Tilbygningen bliver officielt indviet søndag den 6. september forud for Aarhus Fremads hjemmekamp i 1. division mod Kolding IF, der begynder kl. 13.00.
Ved indvielsen afsløres husets navn, et portræt af Jan Hammerholt, samt en tavle, der takker Salling Fondene og Aarhus Kommune for deres bidrag til byggeriet.
Repræsentanter fra Hammerholt-familien vil også være til stede under indvielsen.
læser
lige nu