Fortsæt til indhold

Jakob ror med hovedet under vandet – og vinder guld

Jakob Bisgaard fra Skanderborg Kano og Kajakklub vandt suverænt sit tredje danske mesterskab i grønlænderrul – en disciplin, hvor de sværeste øvelser udføres uden pagaj og med armene over kors.

Sport
bo

Grønlænderrul er meget mere end en tur rundt med pagajen. Du skal mestre 33 forskellige rul og ro med hovedet under vand.

Og i Danmark er ingen lige så suveræn til det, som Jakob Bisgaard fra Skanderborg Kano- og Kajakklub.

I weekenden vandt han sit tredje danske mesterskab med 340 point mod nærmeste konkurrents 225. Dermed tog han titlen tilbage efter sidste års sølvmedalje og 279 point. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Jeg er selv virkelig godt tilfreds med den progression, jeg har haft siden de sidste par år. En progression der skyldes meget træning, men nok især inspiration og træningsfællesskaber med andre dygtige rullere – både i Danmark og i Norden,« siger Jakob Bisgaard.

Mesterskabet blev afholdt hos Kajakhotellet på Amager, hvor der også blev kæmpet om det nordiske mesterskab. Her sikrede Jakob Bisgaard sig bronze.

Jakob Bisgaard i en luftig manøvre med kajakken. Roeren fra Skanderborg Kano og Kajakklub vandt sit tredje DM-guld i grønlænderrul og sikrede sig samtidig nordisk bronze. Foto: Tommy Gade

I grønlænderrul giver de sværeste øvelser flest point. De letteste rul udføres med pagaj. Derefter stiger sværhedsgraden med rul uden pagaj og med en sten i hånden.

Det sværeste er det såkaldte spændetrøjerul, hvor armene er krydsede, og kun kroppen må bruges til at få kajakken rundt. Det stiller store krav til koordination og timing i kroppens og kajakkens bevægelser.

Også to klubkammerater kom på podiet på Amager. Ved DM i havkajakteknik vandt Else Krog bronze i 50+-rækken, mens Randi Jakobsen fik bronze i 60+-rækken. Her skulle deltagerne gennemføre en bane med 13 tekniske udfordringer på tid.

Else Krog, yderst til højre, vandt bronze i 50+-rækken ved DM i havkajakteknik. Klubkammeraten Randi Jakobsen fik også bronze i sin række, 60+. Foto: Tommy Gade
Se video: