Fortsæt til indhold

Nyt nederlag blev dråben. Træner er færdig

Kontrakten var egentlig indtil 2029, men samarbejdet stopper før tid.

Sport
/ritzau/

Aarhusianske Allan Foss stopper som landstræner for de danske basketballherrer med omgående virkning.

Det oplyser Danmarks Basketball-Forbund mandag i en pressemeddelelse.

Beslutningen blev truffet kort efter den seneste landskamp, hvor Danmark tabte til Rumænien, forklarer Allan Foss.

»Efter fire år som landstræner har jeg valgt at stoppe før udløbet af min aftale. Det har ikke været en nem beslutning. At stå i spidsen for landsholdet har været en stor ære, og jeg er både glad for og stolt af det, vi har skabt sammen gennem de seneste fire år,« siger Allan Foss, der ellers forlængede sin aftale med Danmarks Basketball-Forbund i marts 2025.

»Men jeg tror også på, at man som træner skal kunne mærke, hvornår tiden er rigtig til noget nyt,« uddyber han.

Den nu forhenværende landstræner havde kontrakt til 2029.

Allan Foss har været ansat som herrelandstræner siden 2022, hvor han overtog posten fra Arnel Dedic. Foss var også head coach for det danske herrelandshold fra 2003 til 2009, og han har i alt stået i spidsen for Danmark i 69 kampe med 21 sejre til følge.

Han er dermed den head coach med næstflest kampe på sidelinjen for det danske herrelandshold – kun overgået af Torben Rønholt, der i perioden fra 1984 til 1992 stod i spidsen for Danmark i 88 kampe, skriver Danmarks Basketball Forbund på sin hjemmeside.

RITZAU

Se video: