Fortsæt til indhold

Fastlagt: Aarhus Fremads pokalbrag mod FC København spilles på Riisvangen

Sidste kamp på det gamle Riisvangen Stadion bliver med et pokalbrag mod FC København. Kamptidspunktet bliver dog meget tidligt på en hverdag.

Sport
am

Aarhus Fremad møder FC København i 1/8-finalen af pokalturneringen – og det bliver et pokalbrag, der skal spilles på Fremads hjemmebane, Riisvangen.

Det skriver FC København på hovedstadsklubbens hjemmeside, og Aarhus Fremad skriver på Facebook:

»Kom med til den allersidste dans på græsset!«

Der har ellers været spekuleret i, om den aarhusianske 1. divisionsklub ville kunne spille kampen på klubbens vanlige hjemmebane i det nordlige Aarhus, da Riisvangen Stadion i løbet af efteråret skal renoveres, så det lever op til stadionkravene i landets næstbedste række.

Aarhus Fremad har tidligere lavet en stor pokalsensation, da klubben i 2022 slog FCK's store rivaler fra Brøndby med 4-0. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Her skal der bl.a. installeres varme i banen og sættes lysmaster og tribuner op. Derudover skal det gamle græstæppe også erstattes af kunstgræs.

Men renoveringen betyder også, at Aarhus Fremad skal spille de næste håndfulde hjemmekampe i 1. division på Jysk Park i Silkeborg, og her var det planen, at lørdagens kamp mod Hvidovre, som Aarhus Fremad tabte 3-1, skulle have været den sidste kamp på Riisvangen, sådan som man kender stadion i dag.

Tidlig kamp

Forud for weekendens kamp mod Hvidovre havde Aarhus-klubben sågar også lagt en video op på Facebook med klubbens baneansvarlige og kridtmand, Erik Louw, og her lød teksten:

»Erik maler Vangen op ”en sidste gang”«

Men det bliver altså næppe den allersidste gang, at græstæppet skal males op.

Erik Louw har næppe kridtet græsplænen på Riisvangen Stadion op for sidste gang. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

For Aarhus Fremad og FC København mødes nemlig torsdag den 29. oktober, kl. 13.30, skriver de to klubber, og det bliver altså den ”rigtige” sidste kamp på »den gamle græsplæne,« som Aarhus Fremad formulerer det.

Og undrer man sig over det noget tidlige spilletidspunkt på en hverdag i oktober, er der en god grund til det.

Det skyldes nemlig, at Riisvangen Stadion ikke har lys til at kunne afvikle en aftenkamp – endnu – for det får stadion, når det er blevet renoveret.

Se video: