Lokale VM-helte hyldet med kage og klapsalver
To VM-bronzemedaljer på samme dag. Lørdag blev de lokale sejlsportsprofiler Anna Munch og Johan Søe hyldet, da Dansk Sejlunion samlede over 100 gæster til fejring i Aarhus.
Der var fuldt hus, tre slags kage og masser af klapsalver på Aarhus Internationale Sejlsportscenter, da Dansk Sejlunion lørdag aften fejrede to lokale VM-helte under den årlige træningslejr TORM Talent Camp.
Det skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
Anna Munch fra Aarhus Sejlklub og Johan Søe fra Århus Windsurfing Klub vandt begge VM-bronze i september. Endda på samme dag og i hver deres olympiske disciplin. Anna i ILCA 6, en olympisk enmandsjolle, og Johan i iQFOiL, den olympiske windsurfingdisciplin.
»Anna og Johan, I er fandeme nummer tre i verden. Nummer tre. I verden,« lød det fra Amalie Møller Pedersen, chef for Dansk Sejlunions elite- og talentafdeling, som indledte fejringen med en tale om modet til at forfølge sine drømme.
Fuld fart frem
Og netop Annas vilje til at gå efter sine mål var også omdrejningspunktet, da 49er-sejleren Jakob Precht tog ordet. Han har kendt Anna Munch siden barndommen, og i dag er de kolleger på Sejlerlandsholdet.
»Anna er på samme tid meget inspirerende, men også meget irriterende. Hun har ét gear, og det er fuld fart frem. Når man tror, at man kommer tidligt ned i fitness om morgenen, så er Anna der allerede. Efter en nattevagt.«
For Anna Munch, der til daglig arbejder som læge, er VM-bronzen karrierens hidtil største resultat.
»Det er virkelig en drøm, som er gået i opfyldelse, og som jeg har arbejdet årevis mod. Jeg vil dedikere det her til drømmene. Det at turde drømme stort og gå efter det,« sagde hun.
Også Johan Søe fik ros for sin arbejdsindsats. Sejlerkollegaen Mathias Sletten fremhævede, hvordan Johan giver den fuld gas, selv til træning.
Johans VM-bronze er det største danske resultat nogensinde inden for windsurfing og overgår for ham selv også EM-sølvet fra tidligere på året.
»Bronzemedaljen er mit højdepunkt. Det er bedre end EM-medaljen. Det bliver kun bedre og bedre,« sagde han.
En særlig fejring
Begge medaljevindere glædede sig over at blive fejret netop under TORM Talent Camp.
»Det er helt konge, at fejringen bliver her. Der er sejlere med fra hele landet, og det gør jo bare fejringen endnu større,« sagde Johan Søe.
For Anna Munch var det også svært at forestille sig bedre rammer.
»Her er over 120 unge sejlere, og her er gamle sejlere. Det kan ikke blive bedre omgivelser at blive fejret i. «
Begge sejlere har nu blikket rettet mod OL i Los Angeles i 2028. Men lørdag aften var der tid til at nyde resultaterne og dele glæden med den næste generation af danske sejlere.
læser
lige nu