Fanklub-formand fra Fredericia efter voldsom episode mod frivillig i Aarhus: »Var det et tilfældigt uheld?«
Formanden for HK Ultras i Fredericia peger på, at flere nuancer kan have betydning for forståelsen af den tribuneepisode, som udspillede sig til en håndboldligakamp i Aarhus.
Formanden for HK Ultras, der er fanklubben for Fredericias førende håndboldklub, sår tvivl om den episode, som udspillede sig søndag i Djurslands Bank Arena i Aarhus.
Det skriver Fredericia Dagblad.
Her blev en frivillig vagt angiveligt udsat for vold ved søndagens håndboldligakamp mellem Skanderborg AGF og Fredericia HK.
Kampen blev afbrudt i 18 minutter, og der blev tilkaldt en ambulance. Den frivillige vagt, en 69-årig mand, blev kørt til behandling på hospitalet. Østjyllands Politi anholdt og sigtede efterfølgende en 58-årig mand fra Fredericia for episoden.
Politikredsen oplyste, at episoden angiveligt var opstået i forbindelse med, at vagten havde taget kontakt til nogle fans af udeholdet undervejs i håndboldkampen.
Men til Fredericia Dagblad siger Anders Holm, som er fanklubformand for HK Ultras, at der er flere nuancer. Nuancer, som endnu ikke har været fremme. Han er usikker på, om det var vold eller et uheld, der førte til, at den frivillige vagt slog hovedet til blods.
»Politiet efterforsker jo sagen, og vi skal selvfølgelig vente på deres konklusioner. Men ud fra de beskrivelser, jeg har fået, ser der ud til at være en hel del nuancer i den her sag,« siger han til lokalmediet og fortsætter:
»Vagten træder hurtigt frem mod vores medlem. Enten falder han, eller også bliver han skubbet. De to støder sammen og falder begge to ned på betonen med et ordentligt klask. Her slår vagten uheldigvis hovedet. Det kunne lige så godt have været den anden, der slog hovedet. Det var tilfældigt.«
Mediet understreger, at Anders Holm ikke selv var til stede i hallen, men han har talt med en lang række af HK Ultras medlemmer, som overværede kampen, der endte med en sejr til udeholdet på 31-29.
Fredericia Håndboldklub har selv taget afstand fra episoden.
Her ville vi gerne have vist mere indhold
For at vise dette indhold fra Facebook skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.
Du kan også gå videre til Facebook.
læser
lige nu