Fortsæt til indhold

En af Danmarks største fitnessforeninger styrker ledelsen med ansættelsen af ny centerchef

Hadsten Motion har efter en grundig rekrutteringsproces fundet en ny centerchef.

Sport

I 2010 kunne man i denne avis læse, at Hadsten Motion udvidede med flere kvadratmeter for at få plads til de godt 1.000 medlemmer. I 2022 var antallet af medlemmer nået over 1.900, og siden da har væksten taget yderligere fart, så den lokale fitnessforening i dag kan mønstre over 2.800 medlemmer.

»Vi har haft en stor vækst og er i dag en af Danmarks allerstørste fitnessforeninger, så der er behov for en endnu stærkere og tydelig ledelse. Det giver en mindre sårbar organisation at fjerne driften fra bestyrelsen, der består af folk med eget arbejde,« fortæller Hadsten Motions formand, Trine Merete Hagemann, til avisen.

Foreningen har på den baggrund ønsket at styrke den daglige ledelse og i et stykke tid søgt efter en ny centerchef med forståelse for at arbejde i en foreningsdrevet organisation med mange frivillige. For at finde den helt rigtige kandidat er bestyrelsen gået grundigt til værks og har allieret sig med Jan Erik Elgaard fra Elgaard Mancom, der blandt andet arbejder med rekruttering.

Rekrutteringsarbejdet er nu slut, og fra 1. januar byder Hadsten Motion velkommen til Morten Aurvig Lystlund Brøndum som ny centerchef i lokalerne i Sundhedshuset Hadsten.

Morten Aurvig Lystlund Brøndum er 47 år og bor i Assentoft med sin familie. Han kommer fra en stilling som klubmanager i Swimteam Neptun i Randers og har solid erfaring med ledelse, foreningsudvikling og drift. Han har desuden en stærk baggrund inden for idræt og fitness og brænder for at skabe gode oplevelser og stærke fællesskaber gennem motion og bevægelse, oplyser fitnessforeningen i et opslag på Facebook.

»Efter en grundig rekrutteringsproces er vi overbeviste om, at Morten er den helt rette til at stå i spidsen for Hadsten Motions videre udvikling.«

Den hidtidige daglige leder af Hadsten Motion, Susanne Andreasen, fortsætter som souschef og vil fortsat være en vigtig del af den daglige drift og udvikling af Hadsten Motion. Hun har ikke lagt skjul på, at hun ikke har ønsket at sidde med ansvaret som centerchef, men gerne vil fortsætte i en ny rolle.

»Susanne er rigtig dygtig, og vi er glade for, at hun har lyst til at blive hos os og bidrage med sit store kendskab og erfaring med foreningen,« siger fitnessforeningens formand, Trine Merete Hagemann.