Fortsæt til indhold

Gør det igen: Aarhusiansk løbemonster slår sin egen danmarksrekord i Valencia

AGF-løberen Jacob Sommer Simonsen har nu barberet hele fire sekunder af danmarksrekorden på halvmaratondistancen.

Sport

Den aarhusianske langdistanceløber Jacob Sommer Simonsen, der er indehaver af danmarksrekorden i halvmaraton, har netop forbedret sin rekord med hele fire sekunder.

Det oplyser Dansk Atletik på Facebook.

Nu lyder den nye danske rekord på halvmaratondistancen på 1 time og 42 sekunder. Rekordtiden blev løbet i mål i spanske Valencia.

Men selv om aarhusianeren sikrede sig en ny danmarksrekord, var der ifølge ham også plads til forbedring.

I en story på sin Instagram-profil fortæller løberen, at han skulle have gået efter at løbe med den gruppe, der løb halvmaratonet på mellem 59 minutter og 59 minutter og 30 sekunder – også kaldet ”59 low”.

»Jeg skulle nok have satset på 59 low-gruppen, men jeg tager det her resultat. Jeg følte mig stærk og godt forberedt. Tingene bevæger sig i den rigtige retning,« skriver den danske rekordløber.

Med tiden i Valencia holdt den nu ”gamle” danmarksrekord på distancen ikke mere end en måned – og den ”gamle” danmarksrekord stod Jacob Sommer Simonsen også bag, da han 20. september løb i København.

Det er dog ikke kun på halvmaratondistancen, at AGF-løberen er tidernes hurtigste dansker. For også på maratondistancen har Jacob Sommer Simonsen danmarksrekorden. En bedrift aarhusianeren stod bag ved Berlin Marathon i 2024, hvor han løb de godt 42 kilometer på 2 timer, 7 minutter og 51 sekunder.