Djurslands nye fodboldfyrtårn står nu i Nørager
Nørager skriver atter historie. Efter nytår hedder det Jyllandsserien-1.
Lille Nørager med blot 321 indbyggere har nu det højest placerede herreseniorhold på Djursland.
Det står klart, efter at klubbens førstehold søndag rykkede op i Jyllandsserien 1 med en 2-1-sejr ude over Odder på NB Spektrum i sidste spillerunde.
Nørager skulle vinde for at holde rivalerne og pokaldræberne fra Vatanspor bag sig i stillingen, og det lykkedes efter scoringer før pausen af Jan Ankerstjerne, med ungdomsfortid i Randers FC, og Sigurd Fisker Jensen, lillebror til den tidligere superligaspiller Kasper Fisker.
Odder reducerede efter pausen, men gæsterne holdt fast og sikrede de tre point, der sendte holdet op.
Oprykningen er det foreløbige højdepunkt i en usædvanlig udvikling for klubben.
Til tops på Djursland
I efteråret 2024 rykkede Nørager for første gang i klubbens historie op i Jyllandsserien 2 efter en dramatisk kamp mod ASA på Nørager Stadion.
Opholdet blev imidlertid kort, men sæsonen gav klubben og spillerne erfaring med et højere tempo og større krav.
Efter nedrykningen blev målet at vende tilbage så hurtigt som muligt. Det lykkedes i foråret 2026, hvor Nørager spillede sig tilbage i Jyllandsserien 2.
Vatanspor tog den direkte oprykningsplads, mens Nørager måtte gennem to playoffkampe for at sikre sin plads.
Det blev begyndelsen på det næste skridt.
Haslund satte målet
Da sæsonen gik i gang i august 2026, var Nørager igen en del af Jyllandsserien 2, og cheftræner Allan Haslund gjorde det klart, hvad holdet gik efter.
»Målsætningen er først og fremmest at sikre, at nedrykning ikke bliver et tema. Dernæst at blive Djurslands bedst placerede seniorhold.«
Den målsætning blev indfriet søndag i Odder foran mange fans fra Nørager.
Nørager har vundet 11 af 14 kampe i efteråret. To er sluttet uafgjort, begge mod Vatanspor, der nu skal ud i playoffkampe for at følge med Nørager i Jyllandsserien 1.
Blot en enkelt kamp er tabt, hjemme mod søndagens modstander Odder, der trak det længste strå på Nørager Stadion.
Allingåbro-drengen Allan Haslund, der begyndte sin trænerkarriere i hjembyen og siden tog et skridt op med Nørager, har været i landsbyklubben i Brønshøj-farverne ad flere omgange, i alt i ti år.
Han har selv en fortid som spiller i Vivild, da klubben spillede i Jyllandsserien.