Fortsæt til indhold

Aarhusiansk fodboldklub i finalen om stor idrætspris

VSK Aarhus er blandt tre finalister til Idrættens Sociale Pris 2026. Klubben er nomineret for sit sociale arbejde, hvor fodbold blandt andet hjælper udsatte unge og mennesker med særlige behov ind i fællesskabet.

Sport
jro

Blandt mere end 50 indstillede initiativer fra hele landet er VSK Aarhus udvalgt som en af tre finalister til Idrættens Sociale Pris 2026.

Prisen uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden og gives til idrætsinitiativer, der gør en særlig indsats for at skabe trivsel og fællesskaber.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

VSK Aarhus er nomineret for sit arbejde med at bruge fodbold som et redskab til at hjælpe mennesker, der af forskellige årsager har svært ved at finde vej ind i foreningslivet.

Klubben har blandt andet tilbud til børn med særlige behov, voksne med sociale udfordringer og unge uden job eller uddannelse.

Gennem initiativer som CP-fodbold (cerebral parese), Stjernehold, OMBOLD og Startblokken får deltagerne mulighed for at blive en del af et fællesskab og udvikle sig både personligt og socialt.

Ifølge DIF har flere spillere fra OMBOLD fået fleksjob, mens unge gennem Startblokken får mulighed for at løse opgaver i klubben og dermed komme tættere på arbejdsmarkedet.

Klubben arrangerer desuden aktiviteter på folkehuse og botilbud for mennesker, der ellers ikke selv ville opsøge foreningslivet.

»Man mærker glæden ved at give noget – og man får så meget igen. Derfor er det faktisk en vigtig del af vores strategi, at vi skal invitere andre end dem, der helt traditionelt finder vej til fodboldklubben, ind i vores fællesskaber. Vi vil gerne være et sted for alle – hvor man både møder succeser og modstand og lærer noget om sig selv sammen med andre,« siger direktør Jens Isbak fra VSK Aarhus.

Han fremhæver især klubbens frivillige, der står bag en stor del af det sociale arbejde.

»Der ydes en stor indsats fra vores frivillige både på banen og i klubhuset – det er dem, der fortjener anerkendelse, for de er hverdagens helte og gør en kæmpe forskel i vores sociale arbejde,« siger direktøren videre.

VSK Aarhus har mere end 1.500 medlemmer og har gennem de seneste år udvidet sine sociale tilbud.

Klubben er i finalen sammen med Sørby Esport og Sønderlundskvarterets Idrætsforening i Roskilde.

De tre foreninger er udvalgt af en ekstern jury, der blandt andet har lagt vægt på initiativernes betydning for trivsel, livskvalitet og lokalsamfundet samt deres evne til at skabe plads til flere i idrættens fællesskaber.

Vinderen afsløres ved sportsgallaen SPORT 2026 i Boxen i Herning den 9. januar 2027 og modtager 75.000 kroner.