Han imponerede i vildt mirakel-comeback. Nu forlænger AGF med 18-årigt forsvarstalent
»Vi glæder os til at følge ham videre,« siger talentchef i AGF, Marc Søballe.
To dage efter sin 18-års fødselsdag har forsvarstalentet Christian Storch forlænget sin kontrakt med AGF frem til sommeren 2031.
Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
Ifølge klubben kommer forlængelsen »naturligt« efter en sommer, hvor Storch fik sin førsteholdsdebut med et succesfuldt og imponerende indhop i slutfasen af Champions League-udekampen mod Lech Poznan, hvor aarhusianerne lavede et større comeback-mirakel og gik videre efter en straffesparkskonkurrence og at have været 4-1 nede.
Christian Storch har også spillet flere Superliga test- og Future Cup-kampe, og trænet regelmæssigt med Superliga-truppen.
»Christian er en moderne forsvarsspiller, der er fremadrettet og aggressiv i sit forsvarsspil og spiller med stort mod og selvtillid. Han er en af vores egne, og det er godt at se den udvikling, han har været igennem - vi glæder os til at følge ham videre,« siger talentchef i AGF, Marc Søballe.
Christian Storch kom til AGF i 2015 og har spillet på alle klubbens talenthold. Han har indtil videre 40 U19 DM-kampe og to førsteholdskampe på cv’et.
Derudover har han seks ungdomslandskampe for Danmark, senest for U19-landsholdet, hvor han debuterede den 3. oktober.