Overraskelsen udeblev: Aarhus Fremad er ude af pokalturneringen
Aarhus Fremad kunne ikke Brabrand IF kunsten efter, da Aarhus N-klubben torsdag mødte FCK i pokalturneringen.
FC København og træner Bo Svensson tog ikke let på torsdagens pokalkamp ude mod Aarhus Fremad og stillede i en stærk opstilling.
Selv om Svensson havde lavet seks ændringer i forhold til mandagens 1-1-kamp mod OB i Superligaen, var der ikke blevet plads til kaniner i hatten.
FCK vandt kampen sikkert med 3-0 og avancerede dermed til kvartfinalen, mens Aarhus Fremads pokaleventyr sluttede i denne omgang.
William Clem, Mohamed Elyounoussi og et selvmål sørgede for kampens tre mål i en ensidig forestilling med FCK i førersædet.
FCK var uden Robert Silva, Marvin Nasnas og Thapelo Maseko, og det begrænsede udvalget på kanterne.
Måske derfor stillede Svensson op med fem forsvarsspillere, hvoraf Rodrigo Huescas og Birger Meling var skubbet op som wingbacker og deltog meget i det offensive spil.
Huescas stod med en smart hælaflevering i feltet for assisten til Clem, der scorede til 1-0 efter 20 minutter med et af sine sjældne mål for københavnerne.
Det var Clems syvende mål for FCK i 140 kampe, men den defensive midtbanespiller er blevet en hyppigere målscorer under Svensson end tidligere i karrieren.
Syv minutter før pausen øgede Elyounoussi til 2-0, da han sparkede en løs bold i nettet efter et hjørnespark.
FCK-angriberen Viktor Dadason nåede at brænde en gigantisk chance, inden han blev skiftet ud.
Efter 71 minutter øgede FCK til 3-0, da hjemmeholdets stopper Alexander Ludwig lavede selvmål, da han kom glidende ind i bolden for at forhindre en scoring af indskiftede Maher Carrizo.
Det farlige indlæg stod Elyounoussi for, og nordmanden var generelt en af banens bedste.
Aarhus Fremads angriber Magnus Kaastrup var tæt på en reducering, da han tog en solotur forbi flere FCK-spillere og testede Diant Ramaj i målet med et nærgående langskud.