»Den sidste dans« på ikonisk Aarhus-stadion sluttede med en ny rekord: »Hold kæft, det er flot«

»Emil, hold lige en bænk!«

En midaldrende mand med rollator er stoppet op halvvejs på vej ned mod bagerste mand i køen, da han pludselig får øje på én, han kender, og han har tydeligvis svært ved at holde et stort grin tilbage, da han beder sin ven om at reservere et helt bord-bænkesæt.

I det hele taget ville udsagnet nok have været ret så ejendommeligt på de fleste andre danske divisionsstadioner – og især ved et, der lige nu hører hjemme i 1. division. Men ikke i dag og slet ikke her.

For der er bord-bænkesæt inde på stadion, og endda som nogle af de få rigtige siddepladser. De er dog først og fremmest reserveret til den famøse fanfraktion ”Hjørnebanden”, og foruden en mindre hjemmelavet tribune af containere og træ, så må resten af publikum stå op eller sidde på jorden.

Det er sådan, man ser bold på Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus. Det er sådan, man altid har gjort, og i dag er ingen undtagelse. Men i dag er alligevel en særlig dag.

For efter årtier med den store græsplæne som slagmark for Aarhus Fremads kampe og bedrifter er det snart slut. Riisvangen Stadion, som man kender det, skal nemlig bygges om.

Så inden det hele er forbi, er et mindre hav af aarhusianere troppet op i gule og sorte trøjer for at vinke farvel til Riisvangens gamle og unikke stadion – og tilmed til et regulært pokalbrag mod mægtige FC København foran 4.125 tilskuere.

Men hvad er det egentlig, tilskuerne, fodboldklubben og byen vinker farvel til? Vi var på tribunen til det, Aarhus-klubben selv har kaldt »den sidste dans«.

»Hav en rigtig god kamp og hyg jer,« siger stadionspeakeren Erik Louw gennem al summen kort før kampstart i det skrattende lydanlæg, som Den Gamle By nok en dag kunne være en værdig modtager af.

Resultatet skulle ikke blive noget at juble over. Alligevel var alt, som det plejede.

»Danmarks hyggeligste stadion«

Vi er på »Vangen« eller Riisvangen, som Aarhus Fremads hjemmebane i daglig tale ofte blot bliver kaldt. Et stadion, der er pakket ind mellem gamle gule murstensvillaer fra 30’erne og 40’erne i det nordlige Aarhus. Og kommer du så hen og ind på stadion, gemmer banen sig nede i en gryde med en stor græsvold i det ene sving og omkranset af høje træer hele vejen rundt.

»Danmarks hyggeligste stadion« kalder klubben i al beskedenhed sin egen hjemmebane med de bemærkelsesværdige omgivelser.

For mange, der dukker op, er det også en fornemmelse af at komme tilbage til fodboldens rødder. Vidste man ikke bedre – og lige overså tv-tårnet, dagens anseelige presseopbud og de godt 4.000 tilskuere – kunne man sagtens tro, at her spillede et seriehold.

Men i mange, rigtig mange år var det rent faktisk også blot et seriehold, der spillede på plænen, hvor FCK’s Thomas Delaney, Felix Beijmo og Mohamed Elyonoussi denne torsdag forsøger at spolere den store afskedsfest.

Historien om den ikoniske hjemmebane for Aarhus Fremad tager sin begyndelse i 1936. Selv dengang var der stigende befolkningstilvækst i området i det nordlige Aarhus, og det gav kommunen idéen til at anlægge et spritnyt stadion ved det bykvarter, der hedder Riisvangen.

Tre år senere stod anlægget klar og kunne indvies i 1939.

Tysk kanonstilling

Kernen i byggeriet var den store opvisningsbane til fodbold, hvor vi står i dag. Banen blev dog også suppleret med to træningsbaner til fodbold, tre tennisbaner, en kastegård samt løbebaner og atletikfaciliteter til blandt andet højdespring, stangspring og spydkast.

Men alt det kom ret hurtigt i baggrunden kort efter indvielsen. For under den tyske besættelse fik idrætsanlægget i stedet en mere dramatisk funktion, da tyske tropper etablerede en kanonstilling med antiluftskyts på stedet.

Den 17. april 1945 blev anlægget ramt af en sabotageaktion med otte bomber. Det var dog formentlig et tomt anlæg, modstandsbevægelsen ramte, da tyskernes skyts i krigens sidste måneder i udpræget grad var blevet flyttet mod Tyskland.

Men først da krigen sluttede, blev banerne genindtaget af idrætten, og i de første mange år var det Skovbakken IK, der havde sin faste hjemmebane på Riisvangen, indtil klubben rykkede længere nord på og ud til det nybyggede Vejlby-Risskov Idrætscenter.

Først i 1970 kunne Aarhus Fremad rykke ind på stadion i Nordbyen efter ellers at have holdt til ved Læssøesgades Skole på Frederiksbjerg.

Fra seriehold til Superligaklub

I de første to årtier var der dog ikke meget fodbold på Riisvangen Stadion, der – ligesom i dag – ligefrem lokkede hober af tilskuere til banen inde mellem træerne. Klubben rodede nemlig rundt mellem Serie 4 og 5. Lysår fra landets bedste fodboldrækker.

Men i 1987 kom en ny træner til. Kim Poulsen hed han, og sammen med den nye formand for klubben, Jan Hammerholt, skete der pludselig ting og sager for klubben på Riisvangen.

På bare 13 år rykkede klubben op hele ni gange – og endte på utrolig vis i Superligaen i 1997. Øverste hylde. Et sted man befandt sig i to sæsoner.

Selvom klubben blev nødt til at spille mange af sine kampe på Aarhus Stadion, vandt Fremad en del fanhjerter i de år.

Og det er også nogle af dem, der kan spottes på stadion en dag som i dag. Midaldrende mænd med trøjer, hvor Metax er hovedsponsoren. En hedengangen dansk kæde af ubemandede tankstationer, der eksisterede mellem 1971 og 2007.

Men det er alle aldre, der er dukket op i gul og sort i dag, og de yngre er nok alligevel i overtal – Trøjborg og universitetet ligger også kun en spytklat væk.

Hvorfor går dommeren i technotøj?

Kampen spilles kl. 13.30 på en helt almindelig torsdag, så der er vagter, der har skullet byttes, eller undervisning, der er blevet forbigået for at være til den sidste kamp på det gamle stadion.

Midt imellem en duft af grillpølser, en svag brise af parfume og en sidemand, der lige har fyret op i en smøg, udbryder en gruppe tilskuere: »Hvorfor går dommeren i technotøj?«

En sang og et retorisk spørgsmål rettet mod manden med fløjten, dagens dommer Morten Krogh, der iført en skrigorange trøje ikke har valgt at fløjte et – må man forstå – soleklart frispark til hjemmeholdet.

Sådan er der mange skæve tilråb fra lægterne i løbet af en kamp på Riisvangen. Fanfraktionen ”Hjørnebanden” er nærmest også blevet landskendt for at have opfundet en sang til, når Aarhus Fremad har hjørnespark:

»Der er hjørne, der er hjørne, der er hjørne, hjørne, hjørne.« Og du kan også høre kække sange om, at »6-0 er nok, 6-0 er nok«.

Helt så vildt går det dog ikke for sig i dag. Men »det er Fremad, der har det hele,« som min sidemand får sagt små ti minutter inde i kampen. Få minutter senere er det dog en helt anden virkelighed, han og resten af stadion brat vågner op til.

FC København kommer nemlig foran. Men rundt omkring er der ikke de opgivende og sure grimasser, der tynger tilskuerne. Sådan er det også på Riisvangen, hvor klubbens motto er blevet: »Det skal nok gå«.

»Fuck af Delaney, mand!«

Okay, der er også den slags udbrud, du ville kunne finde på et hvilket som helst andet fodboldstadion rundt om i landet, og denne gang udløst af en FCK-anfører, der noget demonstrativt har valgt at stille sig i vejen for hjemmeholdets spillere, som gerne vil tage et hurtigt frispark. Gemytterne falder dog hurtigt til ro igen.

En øl inden det bliver for kedeligt

Og snakken går stadig lystigt rundt omkring – sådan er det også på Riisvangen. Måske er det de manglende stole, der ikke fastholder tilskuernes blik ind mod banen. Måske er det, fordi Aarhus Fremad er manges andetfavorithold og følelserne ikke er lige så hårdt bundet op på klubbens resultater? Hvem ved? Forfatter og klummeskribent Christian Henriksen har i hvert fald også bemærket fænomenet og tidligere formuleret det således i JP Aarhus:

»At se fodbold på Riisvangen er lidt som at være på Northside, Smukfest eller til min datters netop afholdte studenterfest. Der bliver snakket og snakket og snakket og snakket og snakket uden blik for det, man egentlig er der for.«

Men måske er det også en del af det, folk kommer for? Kampen er også en anledning til at mødes med dem fra studiet eller arbejdet og snakke om alt muligt andet. Et frirum og mødested inde mellem træerne. Resultatet i kampen tager folkene omkring os i hvert fald ikke særlig højtideligt, og man kan jo altid give sig ud på andre aktiviteter under kampen, når den ikke leverer det, man ønsker.

»Jeg skal lige have en øl mere, inden det bliver for kedeligt at se på den her ørkenvandring,« lyder det bl.a. fra en tilskuer bagved os cirka en tredjedel inde i kampen.

Men kort tid efter sker der så lidt, og et kollektivt »neeeej« bliver brølt i svinget, da FCK kommer foran 2-0 lige inden pausen. Da skuffelsen dog hurtigt har lagt sig igen, kan man selvfølgelig også høre et »det skal nok gå!« ovre fra ”Hjørnebanden”.

Og det gør det da også. Går. I hvert fald for tiden på det gamle og analoge stadionur.

Det gør det også for FCK, der i anden halvleg kommer foran 3-0 på et selvmål, og hvis kampen ikke allerede var afgjort, så er den det i hvert fald definitivt nu, og fluks begynder folk at hive telefonerne frem.

»God jul og godt nytår«

»6-3 er nok,« indskyder en tilskuer med vanlig Aarhus Fremad-ironi, og det er ikke, fordi det er tunge og mørke miner, der tynger publikum, selvom kampen er afgjort.

Sådan er det sjældent på Riisvangen.

»4.125 tilskuere, hold kæft, det er flot, hvor er det dejligt, at I kommer herop og støtter os, selvom det er en trist dag og sidste kamp, vi spiller her,« siger stadionspeakeren.

Det er også ny stadionrekord for Riisvangen Stadion. Og sådan slutter det. Med et 3-0-nederlag og en rekord på det gamle stadion mellem træerne.

For snart skal der bygges til og om på det intime stadion, der både har huset en tysk kanonstilling, et Superligamandskab og ”Hjørnebanden”.

En ny udgave af Riisvangen skal efter planen stå klar i det nye år, en opdateret og 1. divisionsklar udgave med lysmaster, varme i banen og en langsidetribune med plads til 1.000 tilskuere.

»Vi ses forhåbentlig til et nyt stadion – god jul og godt nytår,« lyder udgangsreplikken over højttaleranlægget, inden folk diffunderer ud af stadionportene.

Oktobersolen står lavt over Riisvangen, og den er allerede gået ned over Fremads pokalchancer og det gamle stadion. Men snart står den der igen over et nyt Riisvangen Stadion.

Måske mister publikum noget, som det gamle stadion havde. Måske får de noget, som de manglede. Det vil tiden vise. Men én ting er helt sikkert.

Det skal nok gå.