Fortsæt til indhold

Fire sekunder knuste Skanderborg-AGF's historiske drøm: »Vi slagter os selv«

Skanderborg-AGF førte med fire mål og havde kurs mod klubbens første Final4. Så smuldrede forspringet, og Mors-Thy slog til i sidste sekund.

Sport
bo

Fire sekunder. Så lidt tid havde Mors-Thy tilbage til at knuse Skanderborg AGF Håndbolds (SAH) drøm om for første gang at spille sig i Final4.

Men det var også nok.

Mors-Thys Anton Houe fandt vej til nettet i sidste sekund og afgjorde sidste onsdags pokalkvartfinale i Djurslands Bank Arena til 33-32.

Dermed glippede en historisk mulighed for SAH, der som fusionsklub aldrig tidligere har nået pokalturneringens finaleweekend.

Efter kampen pegede cheftræner Nick Rasmussen på de mange udvisninger og fejl i forsvaret som afgørende for nederlaget.

»Vi spiller fint med bolden, men vi laver for mange fejl defensivt. Vi får for mange udvisninger i første halvleg. Vi slagter os selv for meget ved at være så meget i undertal,« konstaterede han i en pressemeddelelse fra SAH.

Hjemmeholdet havde ellers gode muligheder for at sikre sig den eftertragtede plads blandt de sidste fire.

Trods en start præget af udvisninger gik SAH til pause foran 17-16 og udbyggede føringen efter pausen. SAH var flere gange foran med fire mål, men føringen smuldrede, og en aften med udsigt til klubhistorie endte med en bitter skuffelse.

I sidste minut udlignede SAH til 32-32 på straffekast, inden Mors-Thy fik et frikast bare fire sekunder før tid og satte sejrsmålet i nettet.

Final4-billetten tog gæsterne med hjem. Tilbage stod SAH med et nederlag på ét mål og en historisk mulighed, der forsvandt i kampens allersidste sekund.