Bevægelsesglæde, springstyrke og søde øjeblikke
Forårsopvisningen blev årets livsbekræfter, fortæller en begejstret formand for TRIF Gymnastik, Søren Sloth Althoff Andersen.
Igen i år blev traditionen æret, da den årlige Forårsopvisning i gymnastik fandt sted i Rønde Idrætscenter lige før påske.
»For både de yngste og de ældre var det et af årets højdepunkter, hvor gymnaster, instruktører og bestyrelse havde set frem til en dag fyldt med bevægelsesglæde og fællesskab,« fortæller gymnastikformand Søren Sloth Althoff Andersen.
Med mere end 250 gymnaster på gulvet var der liv og energi fra start til slut. Sommerfugle i maverne blev udtrykt gennem smil, kolbøtter, dobbelt saltoer, rytmiske serier og parkour med fart over feltet. Det var en dag, hvor alle kunne vise deres færdigheder frem for familie og venner, og hvor forskelligheden i alder og køn blev fejret.
182 på gulvet
Et særligt højdepunkt var Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskoles imponerende opvisningsshow. Med hele 182 elever på gulvet blev der leveret spring, rytme og dans i overflod.
»En stor tak til skolen for at bidrage til dagen og sætte prikken over i’et på en fantastisk opvisningsperiode,« siger Søren Sloth Althoff Andersen.
»Tilskuernes taktfaste klapsalver, fotograferinger, videooptagelser og anerkendende vink var med til at skabe en stemning af opbakning og glæde.«
Gymnastikformanden roser Rønde Idrætscenter for de fantastiske rammer og personalets hjælp igennem hele dagen.
Den nye tribune blev taget i brug, og de topmoderne gymnastikfaciliteter i Djurslands Bank Arena sikrer foreningens tilbud i mange år fremover.
Nye ting
Selvom årets forårsopvisning var en succes, hviler foreningen ikke på laurbærrene.
Allerede nu er er nye tiltag i støbeskeen med ’Sommerspring’ og ’Sjov for voksne’.