»Verdens bedste købmand« rørt over flot opbakning: »Det gik lige i hjertet«
1. juni kunne Karina Lunøe Rohde fejre tre år som købmand i Balle.
Det er ikke kun engagerede borgere og nye energiløsninger, der fejres i Balle 8. juni.
En uge inden – 1. juni – var det nemlig tre år siden byens købmand, Karina Lunøe Rohde overtog Min Købmand Balle.
Og det har været tre gode år, hvis man spørger formanden for Andelsselskabet Købmandsgården i Balle, Lars Boelsmand Nielsen.
»Karina er bare verdens bedste købmand. Det har været tre år med generelt stigende omsætning, og en stor del af succesen skyldes Karina og hendes personale.«
Spørger man hovedpersonen selv, har de seneste tre år været en drøm, der blev til virkelighed.
Stor hjælp
Karina Lunøe Rohde har været ansat i Min Købmand Balle siden 2015.
Hun har altid drømt om at have sin egen butik, og da den daværende købmand overtog en filial i en landsby nord for Randers, opstod muligheden pludselig.
»To butikker var for meget, så han tog fat i mig og spurgte, om det ikke var noget for mig. Umiddelbart var jeg tændt med det samme, for jeg har altid gået og håbet på, at det kunne lade sig gøre. Men den økonomiske side af sagen skulle der findes en løsning på, for jeg stod ikke med de penge selv.«
Derfor kom den danske dagligvarekoncern Dagrofa, der står for leverancerne til Min Købmand-butikker, med ind over. Samtidig valgte en stor gruppe borgere at kautionere for Karina Lunøe Rohde over for Dagrofa.
»Uden den opbakning, så havde det ikke kunne lade sig gøre.«
Det var ikke sidste gang, at borgerne skulle komme til at give en hjælpende hånd.
Drømmejobbet
Ifølge Karina Lunøe Rohde er det de mange små ting, der gør Min Købmand i Balle til det »mest fantastisk sted« at være købmand.
»Jeg går glad på arbejde hver dag. Det jo det hele, jeg kan lide. Det er både de gode dage og de knap så gode dage, for de knap så gode dage er jo dem, der gør, at man skruer op for den indre ild. Det giver et eller andet kick. Vi skal blive bedre. Der skal være færre og færre af dem, og flere af de gode. Det er motivationen.«
Det er dog først og fremmest opbakningen fra borgerne i byen, der betyder mest for hende.
»Det er jo både det, at folk kommer og handler her, men hvis jeg beder om en hånd med noget – hvad som helst – så er der bare altid nogle der griber den med det samme. Det synes jeg jo, er vildt fantastisk.«
Tre gode år
1. juni kan Karina Lunøe Rohde som nævnt fejre tre år som købmand i Balle.
»Jeg synes, det er vildt, at tiden går så hurtigt. Tænk, der er gået tre år. Men det er da dejligt. Det kunne heller ikke have ladet sig gøre uden bestyrelsen.«
Der er dog særligt en ting hun tænker tilbage på, når hun ser tilbage på de sidste tre år.
»Det med opbakningen til solcellerne og de mikrolån. Den velvilje fra borgerne, og at vi nærmest fik samlet dobbelt så meget ind som håbet. Det gik lige i hjertet. Der blev jeg rørt. Det var et tegn på, at de ville mig og butikken her.«
Opbakningen betyder også meget for selvtilliden som købmand. For selv den bedste købmand kan ikke klare sig uden kunder.
»Hvis kunderne ikke bruger os, så får det jo helt automatisk en ende. Nu får det forhåbentlig først en ende den dag jeg skal bæres herfra!«