Fortsæt til indhold

»Alt gik som smurt«: Festival tangerer rekord

Der er efterhånden en hel del mennesker, der lægger vejen forbi, når Ved Vandet Festival løber af stablen, og det er arrangørerne tilfredse med. Lørdag slog de dørene op til den femte udgave af festivalen ved Skødshoved Badehotel.

Syddjurs

Lørdagens Ved Vandet-festival var den femte af slagsen, hvor området ved Skødshoved Badehotel for en dag fyldes op af musik, loppestande og workshops.

I omegnen af 1.200 gæster dukkede op til festivalen, der første gang så dagens lys i 2021 på bagkant af corona-pandemien, hvor arrangører Tobias Sachse og Karoline Olsen gen-forelskede sig i skønhederne ved Skødshoved og det charmerende badehotel.

»Vi tænkte dengang, at det kunne være skægt at lave noget dér ved Badehotellet, og så fik vi et godt samarbejde med ejerne. Vi ville gerne skabe en begivenhed i et lokalområde, der sommetider kan være lidt sommerhus-søvnigt,« siger Tobias Sachse.

I dag er er der etableret en frivillig forening med fire bestyrelsesmedlemmer, der er med til at få Ved Vandet til at ske samt en masse frivillige kræfter, der er rekrutteret blandt bestyrelsens familie og venner.

Vokset med årene

Siden 2021 er Ved Vandet vokset stille og roligt. Sidste år var der tilmeldt 80 loppestande, og det er omkring det maksimale, der er plads til på området, forklarer Tobias Sachse.

Og det er et fint leje, når man tager i betragtning, at festivalen er drevet fuldstændig frivilligt af folk, der har familier og fuldtidsarbejde ved siden af.

»Vi har ikke et eksakt antal på besøgende, men vi plejer at sige, at et sted mellem 1.000 og 1.200 lægger vejen forbi festivalen i løbet af dagen,« siger Tobias Sachse, siger han og fortsætter:

»Vi har efterhånden fået en god grundkerne i festivalen, og vi kan godt lide, at det vokser i et tempo, hvor vi kan følge med. For det hele er con amore (lystbetonet og ikke for pengenes skyld, red.)«

Samtidig er tanken bag Ved Vandet, at det også er et udstillingsvindue for, hvad lokalområdet har at byde på, fortæller Tobias Sachse. Derfor er de musikalske indslag, der bliver booket også originalmusik - gerne den lokale slags.

»Folk kan komme og bidrage med, hvad de vil - dog helst lokalt. Det er i høj grad de deltagende, der skaber festivalen. Vi sætter rammerne, og så skaber de den,« siger Tobias Sachse.

Og det gjorde de mange besøgende og de knap 80 loppestande, der udgjorde dette års Ved Vandet Festival. Som Tobias Sachse noterede sig:

»Det er nemt at holde festival, når vejret holder tørt. Alt gik som smurt; smukke koncerter, velbesøgte workshops og op mod 80 loppestande, der tangerer vores rekord fra sidste år,« siger han.