Fortsæt til indhold

Lokal kandidat efter plakattyveri: Er demokratiet i Ebeltoft under pres?

Venstre-kandidat Lars Gerner oplevede gentagne tyverier af sine valgplakater og efterlyser nu en klar afstandtagen for at værne om den lokale demokratiske debat.

Syddjurs

Efter kommunalvalget i Ebeltoft fortæller Venstres kandidat Lars Gerner om en valgkamp præget af stærk lokal opbakning, men også gentagne episoder med hærværk og tyveri af hans kampagnemateriale.

Venstre gik generelt tilbage i Syddjurs, men sammenligner man de otte valgsteder, gik det værre for fire andre end det gjorde i Ebeltoft.

Ifølge Gerner skyldes det et tæt samarbejde mellem Venstres Ebeltoft-kandidater, som ud over ham selv bestod af John Finmann og Peter Sand.

Det lykkedes Lars Gerner ved valget 18. november at hente 169 personlige stemmer i Ebeltoft og 186 i hele Syddjurs. Det gav ham en pæn 7. plads blandt Venstres 20 kandidater.

»Jeg er den Venstre-kandidat, der fik flest personlige stemmer i Ebeltoft. Det er jeg meget taknemmelig for,« siger 75-årige Lars Gerner.

»Hvor meget det påvirker valgresultatet ved jeg ikke, men det påvirker naturligvis«

Plakater forsvandt

Som nytilflyttet og uden større lokalt netværk valgte Gerner at føre en meget synlig kampagne med omkring 300 plakater i Ebeltoft og det nærmeste opland.

De blev opsat både i lygtepæle og på egne træpæle samt bannere i grønne rabatter, hvor reglerne gav mulighed for det.

Kort inde i valgkampen oplevede han imidlertid, at mange af plakaterne blev fjernet eller væltet i nattens løb.

»Ret hurtigt viste det sig, at netop mine plakater var uønskede i valgkampen,« fortæller han.

Ifølge Lars Gerner blev især plakaterne i rabatterne og flere af bannere væltet efter mørkets frembrud. Han kørte derfor gentagne gange ud om aftenen for at rejse pælene igen – en fysisk belastning, der, som han beskriver det, »kostede en tennisalbue.«

Han oplevede, at det som regel var hans egne plakater og ikke konkurrenternes, der blev ramt.

Da plakaterne ikke længere blot blev væltet, men i stigende grad fjernet, mistede Lars Gerner ifølge eget udsagn omkring 30 plakatstativer.

Samtidig blev hans bannere på Østerallé, som stod på pæle boret ned i jorden, revet helt op.

Det lykkedes på et tidspunkt Lars Gerner at identificerer en af de personer, der lavede hærværk mod plakaterne, og politiet har rejst sigtelse. Privatfoto

Han fortæller, at han selv har identificeret en person, der gentagne gange fjernede plakaterne.

»Jeg har identificeret en enkelt ‘plakatstormer’, og politiet har efterfølgende rejst sigtelse. Nu må retten gå sin gang,« siger han.

Lars Gerner påpeger, at stativerne er så store – 160 x 70 cm – at han mener, det kræver en varevogn at transportere dem væk.

Han tvivler på, at andre partier og kandidater har oplevet det samme omfang.

»Både Venstre og især jeg, har været særdeles hårdt ramt.«

Bekymring for demokratiet

Han understreger, at han ikke med sikkerhed kan sige, om hærværket og tyverierne var politisk motiverede, men han mener uanset hvad, at det har begrænset det, han kalder hans muligheder for fri ytring.

»Hvor meget det påvirker valgresultatet ved jeg ikke, men det påvirker naturligvis,« konkluderer han.

»Jeg er dybt forundret over, at ytringsfrihed og demokrati i nogle kredse i Ebeltoft har så trange kår, at man ikke kan acceptere andres synspunkter. Det lover ikke godt for den fremtidige demokratiske samtale.«

Han har en klar appel til de øvrige partier:

»Mit juleønske er, at samtlige politiske partier tager afstand fra de mange ulovligheder. Jo før, jo bedre,« siger Lars Gerner.