Aktivitetscentret på Rosengården inviterer: »Kom og vær med«
Åbent i værkstederne og mulighed for at se nogle af de mange andre ting, der sker i Aktivitetscentret på Rosengården i Hornslet.
Rosengårdens Aktivitetscenter inviterer til Åbent Hus med fuld bemanding i værkstederne. Det er tirsdag 14. april klokken 10-12.
Kirsten Bødker, aktivitetscenteransvarlig på Rosengården, og Solveig Langballe, frivilligansvarlig i vævestuen, fortæller, at der vil være aktiviteter både i stueplan, på 1. sal og i kælderen. Der er træ, vævning, glas, filt, maling, EDB og forskellige andre kreativiteter. Ifølge centrets aktivitetsoversigt spilles der også billard, der synges, spilles kanasta og der er fællesspisning.
Ved åbent hus-dagen er der stemning og hyggemusik i cafeen. Der bydes på gratis kaffe og brød, som sponsoreres via salg af hjemmekreerede ting i Rosengårdens kiosk. Desuden tilbydes en let forårsfrokost til et beskedent beløb.
»Kom og se, hvad der foregår her af aktiviteter, og fortæl om det ude i byen,« opfordrer Kirsten Bødker.
»Vi skal have huset fyldt med endnu mere liv her,« supplerer Solveig Langballe.
Styres af frivillige
Til daglig er der gang i Aktivitetscentret fem dage om ugen. Flere af grupperne er startet op af frivillige, og de styres alle af frivillige tovholdere, fortæller Solveig Langballe. Hun tilføjer, at hvis man har en ide til en ny gruppe, er den velkommen.
»Eller man kan komme og være med i en af de eksisterende.«
Solveig Langballe har for eksempel tidligere været ansat som beskæftigelsesvejleer på Rosengården. Det ligger hende meget på sinde at holde gang i vævestuen, og hun har derfor siden hun stoppede både holdt kontakten til Rosengården og holdt vævestuen kørende.
Antallet af deltagere i de enkelte grupper varierer. Ved vævning om mandagen er der 11 deltagere, til billard er der mellem fire og ti og til Kulturudvalget og Sangudvalgets arrangementer kommer op imod 50.
Det er som nævnt meget blandede aktiviteter. Ud over de allerede nævnte, er der også en herre-køre-gruppe, hvor tre pensionerede buschauffører kører ture ud i det blå i kommunens bus. I sang-og-musik kan man helt uforpligtende møde op og nyde samværet i caféen til akkompagnement af en af de tre frivillige pianister.