Fortsæt til indhold

»Af en helt anden verden«: Verdensballetten under åben himmel på Møllerup Gods og med dronningen som gæst

Ballet, opera og klassisk musik i den lyse sommeraften på Møllerup gods var mindst lige så malerisk og fantastisk som tidligere år.

Syddjurs

»Jeg har aldrig oplevet noget så smukt. Det er af en helt anden verden, hvor man kommer ind i et rum af bare at nyde at være til.« Det var den umiddelbare reaktion fra en af gæsterne ved Verdensballettens besøg på Møllerup Gods ved Rønde.

Verdensballetten, der med et program af klassisk ballet, moderne dans, klassisk musik og sang fremført af de ypperste kunstnere, er i juli og august på sin årlige sommerturne. Fredag aften 10. juli opførte Verdensballetten sin forestilling på Møllerup Gods, der denne aften havde besøg af Dronning Margrethe.

Indledningen på Verdensballettens hjemmeside som introduktion til sommerens forestillinger rundt om i landet lyder således: »Med ønsket om at flytte ballet og klassisk musik ud af de mørke teatersale, rykker Verdensballetten hver sommer tutu, tåspidsdans og klassiske pas de deux’er ud i den danske sommer«.

Det må publikum denne fredag aften være taknemmelige for.

Med den gule hovedbygning som baggrund op mod den blå himmel, og med parken og naturen og de historiske omgivelser som en del af scenografien, nød Dronningen og de 1200 gæster på tilskuerpladserne samt de 70 frivillige en musikalsk og sanselig oplevelse ud over det sædvanlige.

Dronningen har gennem flere år været gæst ved Verdensballetten på Djursland, både under tidligere forestillinger på Møllerup Gods og i perioden, hvor arrangementet blev afholdt på Sostrup Slot i Norddjurs.

Foto: Anette Bonde.

Blev mødt af klapsalver

Dronning Margrethe ankom klokken 17.45, hvor hun blev modtaget ved hovedbygningen af godsejer Alexander Gamborg, hans mor Anne Sophie Gamborg og flere af familiens medlemmer. Majestæten blev herfra kørt i en golfvogn om til tilskuerrækkerne på den anden side af bygningen, og gik et kort stykke hen til sin plads på forreste række. Publikum rejste sig spontant og klappede, hvilket gentog sig da forestillingen var slut, og Dronningen forlod sin plads.

Solist og konferencier Jens-Christian Wandt, der sammen med solodanser Johan Kobborg er initiativtager til Verdensballetten, indledte med sangen »I de lyse nætter» akkompagneret af violinist Niklas Walentin og pianist Alexander McKenzie.

Han bød herefter velkommen til aftenen og til et varieret program med kendte arier og scener fra operaens verden og klassisk musik for violin og klaver, og også helt nye koreografier skabt specielt til Verdensballetten. Jens-Christian Wandt var undervejs en skøn konferencier, der med lune gav publikum en underholdende indføring i aftenens værker.

Efter to timer afsluttedes forestillingen med »Tanzen möcht ich« fra Czardasfyrstinden, hvor alle de medvirkende var på scenen, og publikum krediterede med lange og stående klapsalver.

Verdensballettens turné består af elleve forestillinger i juli og august, der ud over Møllerup Gods også går til Sølyst Kongelige Skydebane, den tyske ø Sylt, Skagen, Slagelse, Kerteminde, Vejle, Lolland, Als og Næstved. Den første forestilling var i Det Kgl. Haveselskabs Have på Frederiksberg den 7. juli.

De medvirkende balletstjerner kommer fra Europas førende balletkompagnier som The Royal Ballet of London, Staatsballett Berlin, English National Ballet og Hamburg Ballett og præsenterer også nogle af Danmarks dygtigste solodansere fra Det Kongelige Teater. Den kunstneriske ledelse varetages af solodanser Steven McRae fra The Royal Ballet i London. På scenen ledsages danserne af internationalt prisbelønnede operasangere og klassiske musikere.

Opvisning af Balletakademiet i Aarhus. Foto: Ruth Laugesen.

»En helt anden verden«

Verdensballettens allerførste forestilling fandt sted i 2008 ved Den Tilsandede Kirke i Skagen, men fik dog først senere navnet Verdensballetten. Det blev tilnavnet i de lokale medier, når de omtalte den internationale trup af balletdansere, og det har turneen således heddet lige siden. Den besøgte Møllerup Gods i perioden 2012 og 2019, og nu også i år.

Og det var et længe ventet gensyn, blandt andet for søstrene Jannie Falk, Nødager, og Rikke Falk, Feldballe.

»Det var helt fantastisk at opleve i disse rammer, så dygtige og professionelle kunstnere,« lyder det spontant fra Rikke Falk, der sammen med sin søster har oplevet verdensballetten syv-otte gang tidligere.

Hun suppleres af Jannie Falk:

»Jeg har aldrig oplevet noget så smukt. Det er af en helt anden verden, hvor man kommer ind i et rum af bare at nyde at være til.«

Jannie Falk fortæller, at hun i forvejen holder af klassisk musik, men ikke ellers går op i ballet.

Jette Overgaard og Flemming Jacobsen, Kolding, er lige så begejstrede. Jette Overgaard fremhæver især de nye indslag, der specielt er iscenesat til Verdensballetten. Parret har tidligere oplevet Verdensballetten i Møgeltønder, på Sylt, i Vejle og to gange i Ribe.

»Det er fascinerende. En sublim kropsbeherskelse. Yndefuld for de kvindelige dansere og kraftfuld, stærk og elegant for de mandlige. Og det er den mest vidunderlige klassiske musik. Det overgås ikke af noget andet. Og så på en sommeraften, hvor Danmark er allersmukkest,« smiler Jette Overgaard.

Parken på Møllerup Gods åbnede klokken 15, og gæsterne kunne her nyde en picnickurv og de indslag, der var forberedt om eftermiddagen, inden selve forestillingen startede klokken 18. De mindste balletelever fra Balletakademiet i Aarhus blandede sig i deres fine balletskørter med gæsterne i parkens grønne pragt og udvalgte dansere fra Balletakademiet i Aarhus gav senere en opvisning på en lille scene i parken.

En del af gæsterne benyttede sig også af lejligheden til at lytte til Alexander Gamborg og Anne Sophie Gamborg, der to forskellige steder i parken fortalte om Møllerup Gods’ historie.

Balletpiger fra Balletakademiet i Aarhus. Foto: Ruth Laugesen.
Balletpigerne Fie, til venstre, og Dagmar går nu på Balletakademiet i Aarhus, men starter snart på Det Kongelige Teater. Foto: Anette Bonde.
Søstrene Rikke Falk, Hesselballe, og Jannie Falk, Nødager, er overvældede af Verdensballettens stjerner og de smukke kulisser på Møllerup Gods. Foto: Anette Bonde.
Jette Overgaard og Flemming Jacobsen, Kolding, tog turen til Møllerup Gods for at opleve Verdensballetten for sjette gang. Foto: Anette Bonde.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev kørt op til tilskuerpladserne i en golfvogn. Her hilser hun på fru Lena von Lüttichau, tidligere hofdame for Dronning Margrethe, dansk kammerherreinde og Anne Sophie Gamborgs mor. Foto: Ruth Laugesen.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe modtages af godsejer Alxsander Gamborg, Anne Sophie Gamborg og andre af familiens medlemmer sammen med solist og konferencier Jens Christian Wandt, til venstre. Foto: Anette Bonde.
Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods, fortæller om godsets historie. Foto: Anette Bonde.
Den kunstneriske ledelse varetages af solodanser Steven McRae fra The Royal Ballet i London. Han optræder også på scenen. Foto: Anette Bonde.
Balletpigerne fra Balletakademiet i Aarhus var i deres balleskørter et poetisk indslag i de smukke rammer. Foto: Anette Bonde.