Nyt storkøkken og lokaler til dagplejerne i Ådalshallen
Med Mødestedet Ådalen åbnes Ådalshallen og Ådalsskolen for byen. I Ådalshallen indrettes lokaler til dagplejerne, og der kommer nyt storkøkken og tekøkken.
Som nævnt andetsteds underskrives i denne uge kontrakten med hovedentreprenøren om indretning af Mødestedet Ådalen med skolen og hallen som centrum for aktiviteter, møder og fællesskaber på tværs af generationer. Det forventes færdigt til skoleårets start 2027.
Ådalsskolen åbnes op for området med folkekøkken, brug af faglokaler, ungespot med mere. I Ådalshallen kan man se frem til nye lokaler til områdets dagplejere, et nyt storkøkken til supplement af skolens folkekøkken og nyt tekøkken.
Nyt i eksisterende lokaler
Nogle af hallens lokaler får nye funktioner. Hidtil har dagplejerne kunnet mødes i Kløverhuset. Det nedlægges, og i stedet indrettes lokaler i Ådalshallens tidligere kontorer, hvor dagplejerne og børnene kan mødes nogle dage om ugen. Her bliver legerum, toilet og garderobe. Lige udenfor laves en småbørnslegeplads.
Både lokalerne og legepladsen må også gerne bruges af andre, for eksempel af mindre søskende til deltagere ved håndboldstævner eller gymnastik, forklarer Rune Toft, der er næstformand i Ådalshallen og medlem af styregruppen for Mødestedet.
I hallens cafeteria indrettes en loungeafdeling med en sofagruppe og en alkove i vinduespartiet. Lige udenfor laves en delvis overdækket terrasse, der vender mod vest. Herfra vil man kunne se aktiviteterne på multibanen, strandhåndboldbanen, tennis etc.
»Det glæder vi os til - at kunne benytte vores udearealer mod vest noget mere,« siger Rune Toft.
Indenfor er hallens gamle køkken pillet ned, Her bliver der lavet et mindre tekøkken, som kan bruges af dagplejerne eller til børnefødselsdage og lignende. Hallen har for nylig fået installeret en varmepumpe, hvilket giver plads til storkøkken i det tidligere teknikrum.
»Så meget liv i hallen som muligt«
»Mange har kæmpet i flere år ad flere omgange. Det er fedt, at det tager form. Og at en selvejende institution som Ådalshallen kan lave samarbejde på tværs med skolen som kommunal institution plus at vi har fondene med,« siger Rune Toft.
Han glæder sig også over, at hallen får bedre rammer til glæde for hele området.
»Vi vil gerne have så meget liv i hallen som muligt. Nu får vi mulighed for større fællesspisninger, udvidede udlejningsmuligheder og dagplejen kommer ind. At skolen gøres mere tilgængelig eftermiddag og aften vil også smitte af på hallen.«